Sundhed kræver helhed

Danmark skal satse på helhed i sundhedsvæsenet, foreslår Mads Lindholm

Mads Lindholms bud på fremtidens linje i sundhedspolitik er så godt, at Venstre i dag hædrer ham. Hans oplæg er udvalgt som et af de tre bedste. Foto: Michael Koch

Mads Lindholms bud på fremtidens linje i sundhedspolitik er så godt, at Venstre i dag hædrer ham. Hans oplæg er udvalgt som et af de tre bedste. Foto: Michael Koch

AALBORG:Som et lille land kan Danmark ikke regne med at være i front inden for medicinsk forskning i fremtiden. Den slags koster nemlig voldsomt mange penge. Derfor skal vi satse på de områder inden for sundhedsvæsenet, vi i forvejen er gode til. Det betyder, at vi skal fokusere på et langt mere helhedsorienteret system - en opgave, som kun kan løses på nationalt plan. De tanker tumlede Mads Lindholm fra Aalborg med i foråret. Resultatet blev et bidrag til en konkurrence om fremtidens sundhedsvæsen, som partiet Venstre udskrev - og det blev så godt et resultat, at Mads Lindholm i dag bliver hædret som en af de tre vindere ved en sammenkomst i København. Konkret foreslår han en helt ny gruppe af ansatte i sundhedsvæsenet: - Jeg kalder dem sundhedskonsulenter. De skal bygge bro mellem lægerne og os andre, og foruden medicin skal de være uddannet inden for kultur og kommunikation. Uddannelsen skal være en fem-årig kandidatuddannelse, siger Mads Lindholm. De nye sundhedskonsulenter kan både aflaste de praktiserende læger - som det kniber med at rekruttere - og knytte lægerne sammen med mange andre faggrupper i sundhedsvæsenet. Desuden foreslår han at lave sundhedshuse, hvor tingene spiller sammen: - Eksempelvis får kræftpatienter ofte depressioner, og så kan sundhedskonsulenten være med til at sikre en sammenhæng mellem de forskellige fag. Mads Lindholms forslag omfatter også ledelse inden for sundhedsvæsenet, hvor han i højere grad vil tage udgangspunkt i lokale værdier. Ville ikke deltage At han overhovedet deltog i konkurrencen var lidt af et tilfælde: - Jeg er medlem af Venstre og havde set konkurrencen i et nyhedsbrev. I første omgang besluttede jeg, at jeg ikke ville deltage, men så rumsterede tankerne alligevel i hovedet. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Hvad kunne jeg drømme om at blive mødt med, hvis jeg skal i kontakt med sundhedsvæsenet om 11 år. Til den tid vil Mads Lindholm være tæt på 41 år. Han er en travl mand, uddannet psykolog fra Aalborg Universitet, hvor han også har taget HD i organisation. De to uddannelser bliver frem til næste efterår suppleret med et ErhvervsPhD-projekt om strategisk indretning af vidensarbejdspladser Fritiden bliver blandt andet brugt som pianist og korleder for Gospelkoret Shine og som organist i Baptistkirken i Nørresundby.