Lokalpolitik

Sundhed på krykker i kommunerne

De fleste kommuner har ikke kompetencerne til at løfte de nye sundhedsopgaver

Genoptræning, rygestop, motion og bevægelse bliver fra årsskiftet blandt de nye opgaver, som bliver skubbet fra amter og over på kommunerne på grund af strukturreformen. Men blot et par måneder inden de nye kommuners fødsel, kniber det gevaldigt med at blive klar til at give borgerne den påkrævede service. Hele 82 procent af kommunaldirektørerne siger, at de mangler medarbejdere med de nødvendige faglige kompetencer til at løfte de nye sundhedsopgaver. Det viser en ny undersøgelse blandt landets kommunaldirektører, foretaget af Epinion for Copenhagen Consulting Company, Execon og Danske Kommuner. Flere kommuner kan blive nødt til at købe sig til genoptræning i regionerne, vurderer Anni Ankjær-Jensen, seniorprojektleder ved Dansk Institut for Sundhedsvæsen: - Der kan være genoptræningsfunktioner, som kommunerne kan have svært ved at varetage, med mindre de har fået de nødvendige specialister fra sygehusene, siger hun. Den ringe parathed i kommunerne overrasker ikke kommuneforsker Roger Buch fra Syddansk Universitet: - Det tager lang tid at bygge kompetencerne op. Systemet er ikke ordentligt gennemtænkt og kommer sandsynligvis aldrig til at virke efter hensigten. Tværtimod vil det skabe mere bureaukrati, vurderer han. Det kommer heller ikke bag på kommunaldirektør i Rebild, Erik Odder, at kommunerne ikke er klar til at løse opgaverne fra dag ét. - Når der ikke er fulgt penge med, må vi udvikle kompetencerne over tid, og indtil da kan det meget vel være, at vi bliver nødt til at købe de ydelser, som vi ikke kan levere i eget regi, siger Erik Odder. Jesper Christensen, direktør i den nye storkommune i Hjørring, lover, at kommunen vil kunne tilbyde genoptræning fra årsskiftet. Til gengæld vil det trække ud med forebyggelsesindsatsen: - Vi har haft travlt med mange andre ting end at få et nyt sundhedsfremmende system på plads, siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). marlene.soerensen@nordjyske.dk