Sundhed, trivsel og befriende latterkrampe

Personligt ansvar i første række

Sundhed 12. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Videbegærlige vendelboer strømmede til fra nær og fjern, da der forleden var temaaften om arbejdsmiljø i Brønderslev. Om engagementet var størst omkring det faglige indhold, eller om det var størst ved det underholdende indslag, er svært at sige, men ét er sikkert: Engagementet var i topform generelt. Motion er en uhyre vigtig faktor i forbindelse med sundhed og velvære, men her var hele indsatsen koncentreret omkring enkelte muskelgrupper: Lattermusklerne - og de blev gennemheglet på kryds og tværs af Peter Larsen, alias Erna Iversen, tidligere natsygeplejerske. Skuespilleren fik folk i salen til at ligge flade af grin, og når publikum ikke lige havde krampe i lattermusklerne, brugte de kræfterne på at gispe efter vejret til at imødekomme næste bagholdsangreb fra den talende maskinpistol, Peter Larsen. Først det faglige - Fyraftensmødet på Nordjyllands Idrætshøjskole trak 260 deltagere, fortrinsvis fra Brønderslev Kommune, men en hel del havde også taget turen fra Hals Kommune, som var medarrangør ved "Savner du en fræk aften?" Underafsnittet til den kryptiske titel på fyraftensmødet var "- med latter, satire, debat og faglig inspiration", og hele gik ud på at gøre medarbejderne på de mange, deltagende virksomheder ekstremt bevidste om deres egen rolle i, at virksomhedernes arbejdmiljø er sundt og befordrende. Ud over de to kommuners koordinationsudvalg var det Bedriftssundhedstjenesten, BST, og Sund By Butikken, der havde samlet trådene i den bredt anlagte temaaften. Aftenen om fysisk arbejdsmiljø blev skudt i gang af overlæge Svend Viskum, Arbejdsmedicinsk Klinik, som holdt et generelt foredrag om arbejdsmiljø og sundhed. Derefter blev alle de mange deltagere sluset ud i forskellige workshops, som de på forhånd havde meldt sig til. Center for sunde arbejdspladser inviterede til workshop om "En god sundhedspolitik", mens Sund By Butikken demonstrerede helt konkrete tips til, hvordan man bedst muligt løfter og flytter rundt på tunge ting. BST gav bud på, hvordan man kan indrette sin kontorarbejdsplads, så den passer til højde og drøjde og til, at man ikke tager skade af at sidde der i timevis. Endelig udbyggede overlæge Svend Viskum sine visioner fra det indledende foredrag i workshoppen "Livsstilsintervention på arbejdspladsen". Eget ansvar Intervention betyder ifølge Nudansk Ordbog at "lægge sig imellem, gribe ind". Og når Svend Viskum taler om livsstilsintervention på arbejdspladsen, betyder det kort og godt, at hvis der er et dårligt arbejdsmiljø på stedet, kan det meget vel hænge sammen med, at man i det private liv har nogle problemer, der gør, at man ikke fungerer særligt godt på arbejde. Lynhurtigt drejede diskussionen sig ind på, hvorvidt en arbejdsgiver skal blande sig i, hvorvidt man ryger, er overvægtig, dyrker for lidt motion eller eventuelt får sig lige lovligt mange pilsnere i fritiden. Deltagerne i workshoppen havde holdninger både for og imod, at arbejdspladsen griber ind i medarbejdernes livsstil, men ét var alle enige om: Diskussionen er et ømtåleligt emne, og det kræver store og grundige overvejelser, hvis man begynder at arbejde med emnerne i åbent forum på arbejdspladserne. Temaaftenen gav flere forskellige bud på, hvordan man kan komme i gang med at snakke om tingene - og som et ekstra tilbud er der oprettet en økonomisk pulje, hvorfra man kan søge støtte, hvis man har gode projektideer. Det kan for eksempel handle om, at en arbejdsplads nedsætter grupper til at tage fat i problemene, til konsulentbistand, til foredragsvirksomhed eller andet, der kan bidrage til at fremme et bedre arbejdsmiljø. - og så det vanvittige Skuespiller Peter Larsen afsluttede temaaftenen med et brag af provokationer til alt og alle, og samtidig fik han opløst alle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige til andre, og hvad man ikke kan tillade sig. Alt sammen med en skjult dagsorden om at opfordre folk til at blande sig noget mere i hinandens liv, end man går og gør i det daglige. Og det var egentlig det, der var meningen med hele aftenen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...