Sundhed vor tids religion

Jeg bryder mig ikke synderligt meget om salat og slet ikke frugt. Jeg elsker brun sovs, flæskesteg og franske kartofler

FANATISME:Jeg bryder mig ikke synderligt meget om salat og slet ikke frugt. Jeg elsker brun sovs, flæskesteg og franske kartofler. Jeg fortrækker sofaen frem for græsplænen, når det handler om fodbold. Og det er kun af nød, at den tunge ende rammer cykelsadlen hver morgen, når jeg skal i skole. Nå, tænker du nok. Hvorfor skriver jeg det? Det gør jeg, fordi jeg er blevet godt gammeldags træt af sundhedsfanatikerne, der med alle deres bøger og kostprogrammer (læs: livsplaner) prøver at proppe deres nyreligiøse tiltag ned over hovedet på mig. Jeg er blevet træt af at se alle sundhedsapostlene, der står i lange køer for at overbevise mig om, at lige præcis det, de siger, er sandheden. ”Sundhed” er blevet vores tids nye religion, og de af os, der ikke bekender os til den, er kættere. Så jeg må nok allerede nu sige undskyld for mine blasfemiske tanker. Nu vil en, der er lidt mere positiv tænkende end denne signatur, nok indvende, at jeg da bare kan lade være med at lytte til dem og lade dem leve på deres måde. Det vil jeg da også af hjertet gerne. Problemet er bare, at det nærmest er umuligt at slippe udenom, fordi de missionerer lige så meget som nogle kvinder snakker. Sundhedsreligionen breder sig som en pest, og en lille topmave svarer til at bære en jødestjerne under Anden Verdenskrig. Så, jo det er da helt fint, hvis folk gerne vil spise økologisk, sundt og masser af grønt, men jeg gider ikke. Så en opfordring til alle jer derude, der lige nu sidder og tænker på at udgive eller købe endnu en bog a la ”Kernesund Familie: sådan!”, ”Kernesund Mad”, ”Detox dit liv” og så videre: Lad være. Glem det. Brug energien på at opdrage dine børn, nyde dit liv, eller hvad du nu finder spændende. Men spild ikke dit liv med at skrive/læse fordummende bøger, der kun tjener et formål: at tjene penge. Hvis du gør mig den tjeneste, skal jeg til gengæld spise et æble om dagen. MARTIN GREGERSEN (f. 1988) er student anno 2007. Tidligere cafeteriamedarbejder. Politisk nørd, sportsinteresseret og generelt optaget af det samfund, der omgiver ham. Studerende på journalisthøjskolen i Århus og medlem af redaktionsgruppen på internetmagasinet eJour – www.djh.dk/ejour. E-mail: marting@mail.djh.dk.