Ambulancer

Nu ruller paramedicinerbilen ud fra Øster Jølby

Ny paramedicinerbil med base i Øster Jølby blev indviet mandag

Henning Sørensen (V), formand for Udvalget for Sundhed, Social og Beskæftigelse, ser til mens Mors' nye paramediciner ruller ud af garagen på Morsø Afklaringscenter.
Henning Sørensen (V), formand for Udvalget for Sundhed, Social og Beskæftigelse, ser til mens Mors' nye paramediciner ruller ud af garagen på Morsø Afklaringscenter. Foto: Bo Lehm

Når det i fremtiden brænder på, kan thy- og morsingboerne nu glæde sig over, at hjælpen er rykket lidt tættere på.

Mandag var der nemlig indvielse på den nye paramedicinerbil, som får base på Morsø Afklaringscenter i Øster Jølby.

- Bilen har allerede været ude at køre, og sådan skulle det også gerne være, for selvom bilen har base her, så er det ikke meningen, at den skal holde her i garagen. Den skal ud og være en del af det flydende beredskab i Nordjylland, sagde Pia Buus Pinstrup (K), formand for Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland, ved indvielsen.

Responstiderne på Mors har gennem længere tid givet anledning til en del bekymring, også fra politisk hold, og fokus blev fornyet da tal fra andet halvår 2022 viste, at nødlidende borgere på øen måtte vente længere end gennemsnittet af nordjyderne på, at hjælpen når frem.

I april 2022 blev der sat nye måltal for responstiden, i forbindelse med overdragelsen af ambulancetjenesten fra Falck til Region Nordjylland og Premed. Målsætningen hedder, at første bil skal være fremme inden for 10 minutter i mindst 67 procent af tilfældene. Mindst 90 procent af udrykningerne skal nå frem til skadestedet i løbet af maksimalt 15 minutter, og 20 minutter efter alarmopkaldet skal mindst 97 procent af udrykningerne være nået frem.

På alle parametre var Mors betydeligt bagefter. Kun 58 pct. af udrykningerne var fremme efter 10 minutter (regionsgennemsnit: 64,9 pct.), mens 79,3 pct. var fremme efter 15 minutter og bare 90,9 pct. havde fået professionel hjælp efter 20 minutter.

Responstiderne var blandt de tungeste argumenter for, at paramedicinerbilen, der i første omgang var i spil til enten Thy eller Mors, i sidste ende fik base på øen, hvorfra den også kan dække det sydøstlige Thy.

Men allerede inden, den nye paramedicinerbil i Øster Jølby har haft første arbejdsdag, er der bedring at spore på responstiderne. Det kom frem, da Udvalget for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Morsø Kommune mødtes til udvalgsmøde 26. september.

Som et punkt på dagordenen var den seneste opgørelse over responstider på øen, som galdt første halvår af 2023. Her kan man se, at responstiden efter 10 minutter nu er oppe på 61,5 pct., mens den efter 15 minutter hedder 83,8 pct. Endelig var der hjælp til 94,7 pct. efter 20 minutter.

- Vi har i udvalget dykket meget ned i responstiderne på Mors, nok også så meget, at det er blevet lidt et irritationsmoment for regionen, sagde Henning Sørensen (V), formand for Udvalget for Social, Sundhed og Beskæftigelse, ved indvielsen.

- Denne gang har vi dog ikke dykket meget ned i tallene, for det er fortid, og nu vil vi i stedet glæde os over at se, hvor stor en forskel, den nye paramedicinerbil kommer til at gøre. Vi har haft rigtig mange timer på Mors uden ambulance overhovedet, og det kan ikke undgå at mærkes på responstiden. Derfor er vi rigtig glade for at have fået en bil, der skal være på øen det meste af tiden, sagde Henning Sørensen og fortsatte:

- Vi håber, at paramedicineren også kan påtage sig andre opgaver, når der ikke lige er akutopgaver, som kan komme øens borgere til gode. Og så håber vi, at der kan blive et godt samarbejde og erfaringsudveksling mellem vores akutsygeplejersker og paramedicineren.

Det er Sundhedsstyrelsen, der har tildelt midler til at styrke akutberedskabet i hele landet. Paramedicinerbil Øster Jølby er første paramedicinerbil, der indsættes som en del af akutpuljen.

Paramediciner Ole Hyldahl er én af dem, der skal bemande den nye bil på Mors. Ole Hyldahl har lang erfaring med akutkørsel og har kørt ud fra Thy i en årrække - og har været bosat i Nykøbing, så han kender sin vej rundt på øen. Foto: Bo Lehm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden