Sundhedens Hus

Teknisk forvaltnings gamle bygning skal måske lægge tag til en række "sunde" lejere

Sundhed 23. april 2003 08:00

AALBORG: Læger, tandlæger, fysioterapeuter og andre liberale erhverv indenfor sundhedsområdet kan blive nye lejere i bygningen på Vestrebro 14, hvor Teknisk Forvaltning holdt til, inden de ved årsskiftet flyttede til det nye byggeri i Nørresundby. I hvert fald hvis det står til Stig Theilmann fra EDC Erhverv Poul Erik Bech. - Vi vil naturligvis gerne have bygningen lejet ud, men derudover synes jeg, at det er en brandgod idé, at samle forskellige læger, tandlæger og så videre i samme hus, siger Stig Theilmann. På fredag inviterer EDC Erhverv Poul Erik Bech interesserede til et informationsmøde om Sundhedens Hus, hvor læge Per Grinsted vil fortælle om ideen bag Sundhedens Hus i Odense. - Per Grinsted er en pioner indenfor det her, siger Stig Theilmann. - I Odense har de 6000 kvadratmeter med forskellige virksomheder indenfor netop dette felt. Godt 20 har tilmeldt sig til mødet på fredag og vi håber, at en række interesserede vil melde sig, så vi kan nedsætte en arbejdsgruppe, der kan arbejde videre med ideen, siger Stig Theilmann. Vesterbro 14 rummer 5700 kvadratmeter fordelt på fem etager samt en kælder på 1700 kvadratmeter. Stig Theilmann forestiller sig dog ikke, at Sundhedens Hus skal flytte ind i hele huset. - Jeg tror, at Sundhedens Hus kan optage mellem 2000 og 2500 kvadratmeter. I hvert fald til at begynde med. I Odense har Sundhedens Hus godt 6000 kvadratmeter og planlægger at udvide, men jeg forestiller mig som sagt, at det bliver mindre i Aalborg. Tanken er så at leje resten af huset ud til andre erhverv, for eksempel advokater, revisorer og lignende, siger Stig Theilmann. I Odense har de haft et Sundhedens Hus i 10 år, og der er for nylig kommet et i Århus. - Der er efter min mening mange fordele ved et Sundhedens Hus. Bygningen på Vesterbro 14 har let adgang fra gaden, handicapvenlige elevatorer. Det at samle en række virksomheder indenfor samme felt under samme tag, giver også mulighed for at man for eksempel kan have en fælles røngten-afdeling, som koster omkring en million kroner at etablere. Man kan have fælles IT, venteværelser og så videre, siger Stig Theilmann. Han forestiller sig, at der bliver mellem 10 og 15 forskellige lejere i Sundhedens Hus med i alt 100-125 ansatte. - Jeg har lige været ned i bygningen sammen med en gruppe tandlæger, og de synes, at det var et meget spændende projekt, siger Stig Theilmann, som forestiller sig, at de første lejere kan flytte ind i begyndelsen af august. Bygningen ejes af entreprenørfirmaet A. Enggaard og ejendomsfirmaet Kristensen Ejendomme.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...