Sygeforsikring

Sundheds- forsikringer skaber ulighed

KØBENHAVN:Rigsrevisionen går nu også til angreb på private sundhedsforsikringer, som statens revisor mener risikerer at skabe større ulighed i sundhedsvæsnet. Det fremgår af det udkast til rapport om regionernes køb af behandling på private hospitaler, skriver Politiken. - Rigsrevisionens undersøgelse har vist en risiko for, at der opstår ulighed i borgernes adgang til og brug af sundhedsydelser, skriver Rigsrevisionen i den foreløbige rapport om de skattefrie og arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som næsten en million danskere har. Og det har Sundhedsministeriet ikke gjort nok for at holde øje med, mener Rigsrevisionen: - Sundhedsministeriet har ikke fulgt op på, om udbredelsen af private sundhedsforsikringer som følge af skattefritagelsen herfor har påvirket borgernes lette og lige adgang til sygehusydelser. - Rigsrevisionen finder, at der er behov for en sådan opfølgning og henviser til sundhedslovens formålsbestemmelse, som bl.a. omtaler let og lige adgang, hedder det i rapporten. Usund sammenblanding Sundhedsministeriet mener, at det er galt at blande den generelle sundhedslov ind i spørgsmålet om private sundhedsforsikringer, og afviser kritikken. - Sundhedsforsikringerne ændrer ikke ved den lovfæstede ret til let og lige adgang i forhold til de offentligt finansierede sundhedsydelser, skriver ministeriet ifølge Politiken i et høringssvar til Rigsrevisionen. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) vil ikke kommentere kritikken, fordi der er tale om en foreløbig rapport. /ritzau/