Sundhedscenter er vejen frem

De fysiske rammer afhænger af økonomien, siger udvalgsformand

Karl Bornhøft (SF) har et sundhedscenter meget højt på prioriteringslisten, men han påpeger, at det nødvendige økonomiske fundament skal være i orden, før de fysiske rammer kan etableres.



 Arkivfoto

Karl Bornhøft (SF) har et sundhedscenter meget højt på prioriteringslisten, men han påpeger, at det nødvendige økonomiske fundament skal være i orden, før de fysiske rammer kan etableres. Arkivfoto

NYHJØRRING:Karl Bornhøft (SF) ønsker sig brændende et sundhedscenter i Ny Hjørring Kommune. Han tør ikke udstede garantier for de fysiske rammer i form af et byggeri her og nu, før han kender den økonomiske ramme for et fuldstændig projekt. - Vi kan blive tvunget til at begynde med en organisatorisk ramme, hvor vi skaber sammenhæng, samler viden og ressourcer i forhold til de sundhedstilbud, som vi udbyder. Det bør ske omkring Sund By-butikkerne. Umiddelbart ser det ikke ud til, at den nødvendige økonomi er til stede, siger formanden for sundhedsudvalget i Ny Hjørring Kommune. I den rapport om sundhedsområdet, som en gruppe embedsfolk har udarbejdet, fremgår det, at der i den økonomiske rammer mangler 26 mio. kr. for at kunne leve op til de krav, som der stilles til Ny Hjørring Kommune på sundhedsområdet. Karl Bornhøft håber, at et nyt sundhedscenter vil stå færdigt ved Park Vendia i løbet af 2007 eller i 2008. - Det har høj prioritet, og derfor må vi også holde regeringen og KL fast på, at de ikke må starte med at skabe et dårligere økonomisk grundlag for Ny Hjørring Kommune, siger Bornhøft. Formanden for Fritids- og Kulturudvalget, Michael Karlborg (V), mener også, at et sundhedscenter skal etableres ved Park Vendia. - Brugerne vil få en række tillægsydelser ved siden af, og jeg er sikker på, at de private aktører vil søge ind i et sundhedshus, for det er her brugerne er, siger Karlborg.