Sundhedsplejersker står på bremsen

Ansatte har opsagt kørselsordning i egen bil. De er utilfredse med ny tolkning af reglerne, som koster dem penge

Mariann Grønlund ved ikke, hvordan hun fra 1. februar skal komme rundt i kommunen for at passe sit arbejde. Foto: Lars Pauli <i>Lars Pauli</i>

Mariann Grønlund ved ikke, hvordan hun fra 1. februar skal komme rundt i kommunen for at passe sit arbejde. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

AALBORG:Sundhedsplejerskerne i Aalborg Kommune står på bremsen.

De er utilfredse med den måde, som kommunen tolker reglerne i deres kørselsordning. De nye retningslinjer koster dem penge, og nu har 27 sundhedsplejersker opsagt ordningen.

Meget ufleksibelt

Det betyder, at de lige nu ikke ved, hvordan de fra 1. februar skal komme ud på hjemmebesøg og sundhedsundersøgelser på skoler.

- Vi vil bare gerne udføre vores arbejde, men det bliver meget ufleksibelt, hvis vi skal bruge tid på at køre rundt i en bus eller på cykel, siger fællestillidsmand Mariann Grønlund.

Uenigheden har stået på i længere tid, og Dansk Sygeplejeråd har på vegne af sundhedsplejerskerne forsøgt at få en aftale i stand med Aalborg Kommune.

Ens for alle

Det er ikke lykkedes. Kommunen henviser til, at afregningen for sundhedsplejerskernes kørselsordning følger statens retningslinjer og nu i øvrigt flugter alle andre ansattes kørselsordninger.

Men sundhedsplejerskerne er frustrerede.

- De vil honoreres for den kørsel, som de udfører i forbindelse med arbejdet. De føler, at de er til grin for deres egne penge, siger Jytte Wester, formand for den nordjyske kreds under Dansk Sygeplejeråd.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.