Sundhedsstyrelsen: Vi når 90 procent vaccinerede 1. oktober

Samarbejde med blandt andet Bilka om coronavaccinationer skal hjælpe med at nå mål for vaccinationsindsatsen.

KØBENHAVN:Det går lidt langsomt med at få flere vaccineret mod coronavirus - men Sundhedsstyrelsen er ikke i tvivl: Vi når målet om, at 90 procent har fået det første vaccinestik den 1. oktober i år.

Det siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

- Det er klart, at det går langsommere nu, men vi er helt overbeviste om, at vi nok skal nå 90 procent af de inviterede, siger han.

Slutspurten i vaccinationsindsatsen er for alvor sat ind. Derfor vil virksomheder og organisationer i de kommende uger deltage i indsatsen.

For at få de sidste, der ønsker at blive vaccineret, til at blive det, har Sundhedsstyrelsen indgået et samarbejde med Salling Group.

- Med det her tiltag ønsker vi at gøre det så nemt som muligt for folk at lade sig vaccinere, siger Niels Sandø.

Den 11. september åbner såkaldte pop-op-vaccinationssteder. Her er det muligt at blive vaccineret, mens man klarer indkøb af dagligvarer. I 16 af landets 19 Bilka-butikker vil det være muligt at få et vaccinestik.

- Samarbejdet med virksomhederne og organisationerne er lavet for at få bredt informationen om vaccinationer ud og minde folk om, at hvis de ikke allerede er vaccineret og gerne vil det, så er det nu, for efterårssæsonen nærmer sig, siger Niels Sandø.

Han tilføjer, at Sundhedsstyrelsen desuden har indgået et samarbejde med en række organisationer om at minde deres medarbejdere og medlemmer om at blive vaccineret.

På nuværende tidspunkt har 86 procent af alle inviterede fået første vaccinestik.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.