Sundhedstjek af udsatte børn danner skole
Praksis i Mariagerfjord skal nu nærmere undersøges af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
MARIAGERFJORD: I Mariagerfjord Kommune giver sundhedsplejerskerne udsatte børn og unge et årligt sundhedstjek. Dermed tager Mariagerfjord som den første danske kommune konsekvensen af, at udsatte børn og unge langt oftere døjer med helbredet end deres jævnaldrende kammerater.
- Vi vil gerne hjælpe vores udsatte børn og unge, så de får de bedste muligheder for at få et godt og sundt liv. Derfor følger vi regelmæssigt deres sundhed, så vi hurtigt kan sætte ind med en forebyggende indsats og tage problemerne i opløbet, siger børne- og familieudvalgsformand Svend Madsen (V) i en pressemeddelelse.
Ved de årlige sundhedstjek følger sundhedsplejerskerne systematisk op på de udsatte børn og unges sundhedstilstand:
- Vi undersøger barnet eller den unges helbred, og vi spørger ind til kost, søvn og vægt og andre forhold, der har betydning for sundhed og trivsel. Vi har et godt samarbejde med plejefamilierne og opholdsstederne og drøfter sammen med dem, hvordan vi bedst støtter barnet eller den unge i at få sunde vaner og derved en bedre trivsel, fortæller ledende sundhedsplejerske Pia Ballentin.
Sundhedstjekket finder sted hos plejefamilien, på opholdsstedet eller på den døgninstitution, som barnet eller den unge er tilknyttet.
Godt og vel halvdelen af de undersøgte børn døjer med helbredet i en grad, så det hæmmer deres udfoldelser, og overvægt er det problem, som sundhedsplejerskerne oftest ser.
- I kommunerne har man generelt stort fokus på udsatte børns og unges trivsel, men noget tyder på, at man er mere optaget af deres sociale og psykiske udfordringer end deres fysiske sundhed. Heldigvis ser vi nu, at andre kommuner viser interesse for vores sundhedstjek, siger Pia Ballentin.
I Mariagerfjord Kommune er sundhedsplejerskernes erfaringer med sundhedstjekket rigtig gode, og metoden bliver nu nærmere undersøgt som led i et nyt forskningsprojekt, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) er på vej med.
- Det er vores pligt at tage hånd om børn og unge med særlige behov, så de får de bedste muligheder for at få en god tilværelse. Med sundhedsplejerskernes årlige sundhedstjek af vores udsatte børn og unge tager vi den forpligtelse alvorligt, fremhæver Svend Madsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.