- Sundhedsudvalget i kommunen skal bevares

Budgettet for genoptræning kan ikke holde med den aktivitet, der er på området

Peer Thisted: - Brønderslev Kommune er parat til samarbejde med privatpraktiserende fysioterapeuter. Arkivfoto

Peer Thisted: - Brønderslev Kommune er parat til samarbejde med privatpraktiserende fysioterapeuter. Arkivfoto

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:- Sundhedsudvalget skal bestemt ikke nedlægges. Det har i allerhøjeste grad sin berettigelse, og der er stor aktivitet. Det siger formand for sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune, Peer Thisted (S). Han er noget forundret over den kritik, næstformand i udvalget, Birgitte Josefsen (V) er kommet med omkring både sundhedsudvalgets berettigelse, genoptræning med mere. - Når Birgitte Josefsen mener, at der ikke er så stor aktivitet i sundhedsudvalget, kan det måske skyldes, at udvalget er en nyskabelse, og at politikerne lige skal vænne sig til, at udvalget eksisterer. - Der er faktisk enighed om, at sundhed er et vigtigt område, og at der skal sættes ekstra ind på dette område. - Men Birgitte Josefsen har selv været med til at træffe beslutning om, at vi skal have et sundhedsudvalg, understreger Peer Thisted. Birgitte Josefsen har også udtalt sig omkring genoptræning. Peer Thisted siger til NORDJYSKE. at Brønderslev Kommune omkring genoptræning har lagt en plan. - Hvis vi fortsætter med den linje, bliver budgettet for genoptræning sprængt, siger han. Peer Thisted fortæller, at spørgsmålet om genoptræning var oppe at vende på det seneste møde i sundhedsudvalget. - Spørgsmålet kommer også i byrådet, pointerer han. Der er udarbejdet en omfattende rapport omkring genoptræning, som udvalget fik på sit seneste møde. Sundhedsudvalget peger på det niveau, der er penge til. - Ældrerådet og Handicaprådet har ønsket et højere niveau, men det er der slet ikke råd til, siger Peer Thisted. Ældrerådets formand, Tage Enevoldsen, mener, at Brønderslev Kommune får pengene fra staten. - Men det har jeg godt nok svært ved at få øje på, siger Peer Thisted. Efter et møde i Rebild, hvor der blev snakket udligning, er det vort indtryk, at kommunerne mangler mange penge i at få dækket udgifter til de opgaver, der er flyttet fra de tidligere amter til kommunerne. Birgitte Josefsen har efterlyst et samarbejde med de praktiserende fysioterapeuter med flere. Peer Thisted understreger, at Brønderslev Kommune er åben for et samarbejde med disse. - Vi har faktisk skrevet til de privatpraktiserende fysioterapeuter omkring et samarbejde. - Vi har fået et svar fra fysioterapeuter, og dette svar er forelagt på et møde i sundhedsudvalget. Jeg husker ikke, om Birgitte Josefsen var til stede på dette møde, siger han. - Der er blot nogle ting, der er uklarhed om, der skal falde på plads, inden vi kan indgå en aftale, bemærker Peer Thisted. Peer Thisted siger til NORDJYSKE, at han er noget forundret over, at Birgitte Josefsen går uden om sit eget udvalg - sundhedsudvalget - og beder direktør for sundhed, omsorg og beskæftigelse, Henrik Aarup-Kristensen, om at sætte fokus på sundhedsudvalget og om at sætte udvalgets virke på næste møde i sundhedsudvalget. - Det er jo dette, der løbende drøftes i sundhedsudvalget, siger han.