Sundhedsvæsen skal kulegraves

Her ved årets begyndelse og efter kommunalreformens endelige ikrafttræden står vi på sundhedsområdet i Nordjylland

Hospitaler 17. januar 2007 21:59

i almindelighed og på Mors og i Thy i særdeleshed, med alle de vanskelige scenarier, som før kommunalreformen og dennes ikrafttræden blev ridset op. Det er opgaver vi skal forholde os til, og må handle ud fra. Dog vil jeg anføre, at det ikke er kommunalreformens skyld, men nogle vil måske hævde, at de gamle amter med kommunalfuldmagtens lyksaligheder, kunne have sat bedre handlinger bag intensionerne om, at Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen. Vi kæmper med økonomien på sundhedsområderne, herunder den kommunale del, eksempelvis forebyggelsen og etableringen af de nye sundhedscentrer. Vi udøver anstrengelser for at få en anstændig lægedækning. Samtidig er lægemangelen så udtalt som man kan forestille sig. Dette bevirker at de tilbageværende læger slider og slæber hver dag, for at dække befolkningens behov. Når disse betænkelige tilstande, har givet os politikere mange og svære overvejelser, er der vel ikke noget at sige til det. Samtidig udøver vi mange diskussioner for at finde de rette argumenter og begrundelser for at skære sygehusstrukturen til, så forbruget af sundhedsydelser, matcher de krav og behov der stilles. Vi skal her prøve at tilgodese både patienter og pårørende. Vi skal tilgodese geografien, og vi skal finde en struktur, der fremtidssikrer de overordnede krav. Krav om effektivitet og professionalisme. Her til kan vi næsten alle blive enige, men når det så kommer til ens egen område, og når det drejer sig om de hjertebørn vi har i sundhedsvæsenet, ja, så ophører det fælles fodslag. Man møder begrundelserne med arbejdspladser i lokalområder, det bedste sygehus på bedste sted osv. Problemstillingen med at fastholde lægelig og andet sundhedspersonale i tyndt befolkede områder, bliver pludselig af sekundært betydning. Det samme gør begreber som central beliggende, og befolkningstæthed. Når man bliver syg, vil man altid derhen hvor den fineste ekspertise findes. Det ser vi gang på gang, og for at nævne noget der er en vis planlægning omkring, så ser vi flere og flere fødsler foregå på de specialiserede afdelinger. De fødesteder som ikke har så højt fagligt niveau, bliver valgt fra. Der kan nævnes mange andre behandlingstilbud, hvor vi hver især vil til den optimale ekspertise som er tilgængelig. Dette må og skal vi forholde os til, og det frie sygehusvalg vil også få større og større betydning for den struktur, og de tilbud der vil være på bestemte steder. Vi er pisket til at øge effektiviteten i takt med den holdningsmæssige foranderlighed, der er i befolkningen. Lægevidenskaben kan mere og mere, der sker kvantespring i udviklingen af behandlingsmetoder, særlig på det tekniske og teknologiske felt. Vi kan ikke fortsætte med gammeldags røntgenudstyr og operationsmetoder, når den digitale og tekniske indmarch foregår rundt omkring os. Hvis vi ikke sikrer løbende fornyelser og opgraderinger på området, sakker vi bagud, og det er ikke let at indhentet det forsømte. Når dette er fremført, må vi ikke glemme at der også skal være en forankret tryghed og nærhed i vores sundhedsvæsen. Hvordan sikrer vi så det? Ja det er i det dilemma, ovennævnte konstateringer bygger. Og hvordan udmøntes det i holdbare politiske beslutninger? Jeg har her nogle bud, som vil være rettesnore for de politiske beslutninger som vil blive truffet: 1. Det gør vi ved i ærlighed og med en reel målsætning, at styre mod fornuftige optimeringer på vore kapaciteter. Bygninger udstyr og personale. 2. Det gør vi ved at være i dialog med befolkningen, og ved at oplyse patienter og pårørende om muligheder og begrænsninger. 3. Det gør vi ved at medinddrage læger - og speciallægepraksis i tilrettelæggelsen af sundhedsstrukturen. 4. Det gør vi ved at informere patienter og borgere om risikoer og konsekvenser af de valg de træffer. Her tænkes også på den helbredsmæssige levevis, og med at støtte op om forebyggelse og med oplysning om sundhedsfremme. 5. Det gør vi ved at tilrettelægge et præhospital indsats, med redningsberedskab op infrastruktur, der sikrer adgang til sygehusene. Det er her mange ønsker helikopterne. 6. Endelig skal vi rekruttere det sundhedspersonale der skal bruges, herunder skal inddrages opgaveglidning mellem faggrupperne. Derfor er vi som regionsrådspolitikere nu i gang med en kulegravning af vores sundhedsvæsen. Det er et arbejde som yderligere er vanskeliggjort af, at vores produktivitet i Nordjylland ikke er i top. Samtidig trækker befolkningens bosætningsmønster regionen skæv. De geografiske afstande i forhold til de knap 600.000 borgere er relativ lange. Hertil kommer at sundhedsprofilen vender den tunge ende nedad. Procentvis ældre befolkning, flere med kroniske lidelser, flere der ryger og har andre afhængigheder, og flere med en socialstatus der gør at sundhedsydelser efterspørges. Når man bor i nærheden af en sygehusmatrikel, er det aldrig rart at måtte konstatere, at der forsvinder noget. Det er heller ikke rart at skulle rejse langt for at besøge pårørende når de er indlagt. Dog må vi påtage os opgaven med at fordele ulemperne, for at fremtidssikre vores sundhedsvæsen. Det er når alt kommer til alt, gode og optimale behandlingstilbud der skal styre hvilke beslutninger der træffes. Her vil jeg godt minde om, at aldrig er så mange blevet behandlet, og aldrig har vi brugt så mange penge på sygehusvæsenet, og aldrig har vi selv haft muligheder for at forlange behandlinger inden for afgrænsede perioder, som tilfældet er i dag. Vi kunne bruge flere penge, men vi vil sikre at dem vi bruger, er til glæde også for fremtiden. Det er en proces der løber over år, og som vil medføre investeringer i milliardklassen, bare her i den nye Nordjyske Region. Processen vil blive styret af et inderligt ønske om ligelighed og tilgængelighed for alle. Kommunerne og borgerne er vigtige aktører. Men helt enig bliver vi nok aldrig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...