Sunket i jorden i sag om tæskehold

Vold 10. januar 2003 01:00
KONGERSLEV: Godt to måneder efter at et tæskehold gik amok på en ejendom ved Kongerslev, er politiet stadig uden et afgørende gennembrud i efterforskningen. Helt uden ledetråde er ordensmagten dog ikke. - Vi leder efter en person, som skal afhøres til sagen. Han er ikke direkte mistænkt, men han har måske oplysninger, som vi kan bruge. Vi har haft kendskab til ham i et stykke tid, men har ikke kunnet finde ham, oplyser vicekriminalkommissær Ole Jensen, Aalborg Politi. Han fortæller, at politiet så sent som i forgårs gjorde et nyt forsøg på at få lokaliseret den eftersøgte, men altså igen uden held. Manden har adresse i Kongerslevs opland. Episoden, som den eftersøgte måske kan kaste lys over, skete sent om aftenen fredag 1. november. En 29-årig, mandlig beboer på en ejendom nord for Kongerslev så kort før klokken 23 et tæskehold med fire-fem køllebevæbnede mænd ankomme til ejendommen. Manden flygtede ind i soveværelset og derfra ud gennem et vindue. Kun iført undertøj skjulte han sig bag en traktor, mens han kunne høre, hvordan mændene gik amok og smadrede hans bil og hans indbo. Ud over at ødelægge en dør for at komme ind i huset smadrede de blandt andet ovn, vaskemaskine, mikrobølgeovn og toiletcisterne. Undervejs i det grove hærværk råbte mændene, at den 29-årige skulle komme frem, men i stedet fik han sneget sig hen til en nabo, hvorfra politiet blev alarmeret. Da hjælpen nåede frem, var tæskeholdet stukket af. -nok
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...