Super stageperformance

Det er ikke uden grund, at Carpark North er et af Danmarks absolutte topband i øjeblikket.

Carpark North leverede en super stageperformance. Foto fra en tidligere koncert

Carpark North leverede en super stageperformance. Foto fra en tidligere koncert

Det er ikke uden grund, at Carpark North er et af Danmarks absolutte topband i øjeblikket. Det var mærkbart, da de indtog Maskinhallen i lørdags. Først kom bandet Apollo på scenen. De turnerer sammen med Carpark North i hele landet. Apollo er et rigtig godt opvarmningsband, som godt kan minde om ”The Killers” i deres meget karakteristiske rockstil. De leverede og gjorde publikum varme til overtagelsen af Carpark North. Carpark North har tidligere været i Frederikshavn – dengang med et betydeligt mindre repertoire – uden det dog gik ud over kvaliteten. Men der er virkelig sket en betydelig og positiv udvikling ikke mindst målt på deres stageperformance og her kan især nævnes bassist og synthplayer Søren Balsner, som havde en utrolig meget energisk stageappeal og samtidig bandets talerør til publikum. Koncerten var den tredje på Danmarksturneen og til koncerten i lørdags havde de ændret deres sætliste, hvor de skiftede mellem de nye og de gamle numre. Heldigvis var størstedelen af numrene fra det nye album ”Grateful” med i sætlisten. Forsangeren Lau Højen var også i topform - for folk med sans for finesse og detalje - havde han dog enkelte steder hvor det kneb med stemmen. Han blev dog bakket rigtig godt op af resten af bandet. En anden helt fuldt ud stabil præstation var den koncentrerede trommeslager Morten Thorhauge. Det ville være en skam kun at kalde Carpark North for et studieband, men det er et faktum at de i visse sange – blandt andet nummeret ”More” - benyttede playback i introen. Generelt en rigtig dynamisk koncert, som ikke på noget tidspunkt var kedelig og publikum blev til sidst revet helt med på deres slutnummer, hittet ”Transparent And Glasslike.” Det var Ungdomsnetværket, der arrangerede lørdagens koncert.