Super support til Sanne

FREDERIKSHAVN: Hearbeat Club bliver opvarmningsband til koncerten med Sanne Salomonsen i Det Musiske Hus torsdag 29. september. Heartbeat Club er en dansk supergruppe i den forstand, at hovedparten af bandets medlemmer har spillet med stort set gud og hver mand på den danske rockscene de seneste 15 år. Navne som Jens Rugsted (bas), Claes Antonsen (trommer) og Søren Runge (keyboards) har været med i utallige sammenhænge og i Heartbeat Club strutter de gamle drenge af spilleglæde og livslyst. Det lyder meget 80'er-agtigt og det er der en grund til. Musikerne har rødderne i den del af dansk musik, der blomstrede med folk som Sanne Salomonsen, Rugsted & Kreutzfeldt og Thomas Helmig. Bandets kerne er sangerinden Annika Askman, der også skriver hovedparten af melodierne, mens Christina Sejr Poulsen forfatter teksterne. På bandets første udspil, radiohittet "Aller inderst inde", medvirker endvidere vennerne Thomas Helmig, Aske Jacoby, Jacob Andersen, Morten Woods, Bobo Moreno og Louise Nordby. - hac