Tranum

Superænderne til landsfinale

} DMISPEJD: Patruljen Superænderne fra KFUM-spejderne i Tranum har vundet de indledende runder i kampen om DM i Spejd. Turneringen var henlagt til Aggersborg og omegn, hvor spejderne dystede med andre patruljer fra hele distriktet. Superænderne blev belønnet med et vandretrofæ i form af et vikingeskjold, og patruljen skal senere deltage i finalen om at blive Danmarks bedste spejderpatrulje. Turneringen begyndte fredag aften, og først på natten var der en "Viking-Quest", hvor det gjaldt om at få bygget så meget som muligt ud fra de ressourcer, man kunne vinde på de enkelte poster. Efter morgenmad og andagt lørdag blev der dystet i en vikingebanket, hvor spejderne tilberedte en to retters menu. Hovedretten bestod af vikingegryde, og desserten var pandekager med æble/kanelkompot. Da bålpladserne var ryddet og teltene taget ned, startede en dyst på nogle af de mange basale spejderfærdigheder. Rundt omkring pladsen ved det naturskønne Aggerborg skulle spejderne vise, hvor gode de var til at samarbejde med kompas, færdigheder med knob, morsekoder og andre opgaver.