Superjumbo på prøvetur til USA

EMNER 20. marts 2007 05:00

TOULOUSE, FRANKRIG: To af Airbus’ nye superjumbo A380 fly landede mandag i New York og Los Angeles efter at have tilbagelagt den første langdistanceflyvning med passagerer fra to europæiske byer. Blandt de omkring 500 passagerer var indbudte gæster og medarbejdere fra Airbus og det tyske luftfartsselskab Lufthansa, som har bestilt 15 A380-fly. Også det australske flyselskab Qantas, som har bestilt 12 A380-fly og er indstillet på at købe yderligere otte, havde medarbejdere med om bord. Den europæiske flyfabrik testede med flyvningen den nye superjumbo under realistiske forhold, og demonstrerede, at den kan udfordre den amerikanske flykoncern Boeing, når det gælder produktionen af jumbojetfly. De to fly lettede tidligere mandag fra henholdsvis Frankfurt og Toulouse. Frem til den 28. marts er der planlagt lignende flyvninger til bl.a. Hongkong og Washington. Flyet kan fuldt læsset rumme op mod 800 personer. Singapore Airlines ventes at blive det første selskab med passagertrafik, som tager A380-fly i brug. Singapore Airlines ventes at modtage de første af 19 bestilte Airbus A380-fly i oktober. Selskabet har option på yderligere seks A380-fly. Amerikanske flyselskaber er stadig lunkne over for det nye fly, som er resultatet af et fransk-tysk samarbejde. Hverken Delta eller American Airlines, de to største i USA, har vist interesse for at afgive ordre på A380. Boeing overhalede i fjor Airbus for første gang siden 2000 med hensyn til antallet af ordrer. Boeing fik 1044 ordrer, mens den europæiske konkurrent fik 790. Mens rivaliseringen mellem Airbus og Boeing fortsætter, kommer der måske konkurrence fra en ny kant. Den kinesiske regering meddelte mandag, at den har godkendt en plan om at bygge store passagerfly. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...