FJERRITSLEV:Bente Agesen har gennem tiderne ekspederet tusindvis af kunder og kørt endnu flere varer forbi scanneren på kasseapparatet i de 40 år, hun har været ansat i SuperBrugsen i Fjerritslev.
- Jeg har altid holdt utrolig meget af mit arbejde, og møder gerne ind hver dag i rigtig god tid, siger Bente Agesen, der runder det skarpe hjørne søndag 1. juli.
For Bente har det sociale aspekt i arbejdet stor betydning.
- Det, jeg bedst kan lide ved mit arbejde, er, at jeg møder så mange mennesker. Jeg kender næsten alle i byen, og jeg kender også mange af turisterne. Mange kommer jo hvert år, siger Bente Agesen.
- Jeg snakker ofte med folk, når de handler. Det gør stemningen rar og afslappet. Og samtidig så er der jo også ensomme folk her i byen, der lige har behov for at snakke lidt, siger Bente, der ikke lægger skjul på, at hun kan lide den sociale funktion.
- Det giver mig simpelthen så meget, siger hun.
Bente Agesen fortsætter hos SuperBrugsen indtil hun går på efterløn næste forår.
Bentes kerneområde er tobak, blade, musik, film, tips og ikke mindst lotto.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.