Insekter

Supermand - m/k søges

Manden eller kvinden med alle de krævede kvalifikationer findes næppe, vurderer lektor i statskundskab

Haves: Chefjob i politisk parti. Ønskes: Ung eller yngre person (m/k) med 20 års politisk erfaring, charme, selvtillid og lækkert hår. Skal være veltalende og letforståelig, dygtig forhandler, pålidelig, tålmodig, stort set altvidende, kunne skabe kompromisser og skære igennem, når det er nødvendigt. Uden at blive upopulær. Nogenlunde sådan kunne en jobannonce fra tre-fire danske politiske partier sagtens lyde. Socialdemokraterne, SF, Centrumdemokraterne og måske også snart Kristendemokraterne er på jagt efter en ny politisk leder. Både hos Socialdemokraterne og SF har der meldt sig et par kandidater. Men medlemmerne - og alle vi andre - ved ikke liiiige, om de er de helt rigtige til at stå i spidsen for to af landets store politiske partier. - De krav, der stilles til en politisk leder i dag, er det nærmest umuligt for en enkelt person at honorere. For på den ene side skal det jo være et person, som kan udtrykke sig kort og fyndigt og brænde igennem på tv-skærmen. Samtidig kræves det jo også af vedkommende, at han eller hun skal have en lang række andre egenskaber såsom troværdighed, at kunne sit stof, have styr på eget bagland, snakke med alle, langmodighed og være i stand til at fordele arbejdsopgaverne, siger Lars Bille, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. I modsætning til cheferne i det private erhvervsliv er lederen for et politisk parti nødt til at balancere på et knivsæg mellem vælgere, medier, partimedlemmer, andre partier og politikere. Noget i retning af en kloning mellem en tv-stjerne, en filosof, en professor i økonomi, en dygtig pædagog, et forhandlingstalent, en brutal udsmider og Låsby Svendsen. Plus en masse andre egenskaber. - Ingen kan i dag blive leder for et politisk parti uden evnen til at brænde igennem på tv-skærmen. Men det gør det bare ikke alene. For det skal også være én, som evner at drive politik, og det er altså en ret krævende opgave i dagens Danmark, hvor der hele tiden er fokus på politikernes gøren og laden, konstaterer Lars Bille. Mange vælgere - og partimedlemmer - råber efter fornyelse. For nogle er det afgørende, at kandidaten er ung og gerne en kvinde. Eller én, som appellerer specielt til kvinderne. Billy Adamsen, tidligere rådgiver for forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, foreslog forleden ironisk sin egen søn på otte år som ny leder for Socialdemokraterne. Jo, for sønnen er både ung, pæn, velformuleret, en god kammerat, omsorgsfuld og med appel til mange piger. Lektor Lars Bille er enig i, at det kræver en vis politisk erfaring at stå i spidsen for et politisk parti. For slet ikke at snakke om at stå i spidsen for landets regering. - Ellers risikerer vedkommende hurtigt at blive væltet omkuld, vurderer han. Lars Bille kan da heller ikke umiddelbart komme i tanke om en statsleder uden en pæn portion politisk erfaring. Selv statsministre og præsidenter, der er blevet opfattet som unge, har rundet 40 år, da de overtog magten. Eksempelvis var Olof Palme 42 år, da han overtog statsministerposten i Sverige efter 11 år læretid i Rigsdagen. Først da fandt de svenske socialdemokrater ham moden til at blive leder. Otte år tidligere - i 1961 - blev John F. Kennedy den hidtil yngste præsident i USA's historie. Han var 43 år. John F. Kennedy var også den første statsleder i verden, som først og fremmest kan takke tv-mediet for, at han vandt. Kennedy blev ikke ligefrem betragtet som en af profilerne i Kongressen, før han i 1956 brændte igennem på tv-skærmen, da han agiterede for partifællen Adlei Stevenson som præsident ved demokraternes kongres. Fire år senere blev Kennedy i høj grad valgt som præsident, fordi han gjorde sig bedre på tv end modkandidaten Richard Nixon. Blandt kvindelige statsministre kan nævnes norske Gro Harlem Brundtland. Hun kom til magten i Norge som 42-årig. I Danmark har den hidtil yngste statsminister været den radikale Th. Zahle, der som 44-årig blev landets leder i 1909. Ellers har statsministrene typisk ved deres tiltrædelse været i slutningen af 40'erne. Mens Sverige og Norge i Palme og Brundtland har haft statsministre, der godt kan betegnes som statsmænd, har der i Danmark vel højst været en "landsfader". Den kendteste er ganske givet socialdemokraten Thorvald Stauning, som blev valgt under mottoet "Stauning eller kaos". Det var ham, der førte Danmark nogenlunde helskindet gennem krisen i 1930'erne. - Men en person som Thorvald Stauning ville aldrig have en chance for at blive partileder, endsige statsminister, i dag. Alene hans måde at tale på ville sætte en stopper for det. Dertil kommer, at han jo blandt andet tillod sig at tisse, mens han stod på talerstolen. I det hele taget havde han et temmelig broget privatliv. Den slags ville aldrig gå an i dag, vurderer Lars Bille. Og sådan har stort set alle danske partiledere og statsministre lige siden haft mangler eller brister i forhold til, hvad der i dag kræves. Lars Bille nævner i flæng Jens Otto Krag, som aldrig opnåede folkelig popularitet, hvilket Henning Christoffersen, Venstre-leder i 1970'erne, heller ikke gjorde. Begge var til gengæld respekteret for deres politiske indsigt og tæft. Til gengæld endte landets statsminister i 1970'erne, Anker Jørgensen, med at være meget folkekær. Han mistede bare herredømmet over baglandet. Nogenlunde det samme skete for den radikale Hilmar Baunsgaard i slutningen af 1960'erne. En af de statsministre, der overraskede positivt, var den konservative Poul Schlüter, som regerede landet i 1980'erne. Før Schlüter blev statsminister, blev han hånende kaldt "parfumesælgeren". Men Lars Bille hæfter sig ved, at han trods alt formåede at bevare magten i en halv snes år takket være evnen til at skabe samarbejde og kompromisser. - Proceshastigheden i politik er vokset enormt, og hver tid har sine helte. Se nu bare til den radikale leder Marianne Jelved, som mange krævede udskiftet for få år siden. I dag er hun et stort hit, påpeger Lars Bille. - Derfor er det også på forhånd næsten umuligt at vurdere, om en politiker vil få gennemslagskraft som leder. Nogle vokser måske med opgaven, mens andre risikerer at falde igennem. Kun tiden kan vise, om det er den rette til opgaven. Men en leder, som opfylder alle krav, tror jeg aldrig vi vil opleve, tilføjer han.