Supermarked-direktør: Krav om mundbind bør kun gælde kunder

Direktør for De Samvirkende Købmænd er klar til krav om mundbind, men opfordrer til at friholde ansatte.

De Samvirkende Købmænd er klar til nye restriktioner i dagligvarebutikkerne, men medarbejdere bør fritages for et eventuelt krav om mundbind, mener administrerende direktør John Wagner. (Arkivfoto)

De Samvirkende Købmænd er klar til nye restriktioner i dagligvarebutikkerne, men medarbejdere bør fritages for et eventuelt krav om mundbind, mener administrerende direktør John Wagner. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Supermarkederne er klar til at indføre restriktioner, hvis det vurderes at være nødvendigt for at bremse spredningen af coronavirus.

Men der bør tages hensyn til de ansatte - ikke mindst hvis det bliver i kraft af et krav om mundbind.

Det mener John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, der er brancheorganisation for næsten 1500 dagligvarebutikker.

- Man skal tage stilling til, om et krav både skal gælde kunder og medarbejdere. Jeg synes i hvert fald ikke, det vil være rimeligt, hvis det gælder medarbejdere, som i forvejen sidder afskærmet bag en plexiglas-skærm, siger han.

- Vi synes ikke, det er rimeligt at skulle byde medarbejdere, at man både skal være beskyttet af kundens mundbind, en plexiglas-plade og sit eget mundbind, når medarbejderen måske skal sidde bag skærmen i otte timer.

Et krav om mundbind har allerede været indført i den kollektive trafik.

Ifølge DR er parter i supermarkeds- og restaurationsbranchen lige nu i dialog med myndighederne om, at det kan være en mulighed fremover.

At pilen peger på supermarkederne vækker forundring hos John Wagner.

- Vi er faktisk rigtig glade for, at alt tyder på, at hele dagligvarehandlen har opført sig klogt i de her måneder, så jeg mener ikke, vi har bedt om, at der skal komme yderligere påbud, siger han.

Det vides endnu ikke, hvordan og hvornår eventuelle restriktioner vil blive indført.

Ifølge John Wagner er supermarkederne dog klar til at leve op til dem.

- Det er jo en politisk beslutning - måske på baggrund af myndighedernes anbefalinger, og det retter vi os jo efter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.