Superspuler på skinnerne

Nilfisk Advance i Hadsund har lavet den største højtryksrenser nogensinde - den skal spule blade for Banedanmark og sikre tog til tiden

Anna Grethe Jensen,
Gruppeleder Lars Therkildsen, Nilfisk Advance, er stolt af den nye højtryksrenser, der er den største, der nogensinde er lavet. Foto: Martin Damgård
EMNER 24. september 2011 06:00

Den lille blå spuler fra Alto med haveslange, 2,1 kw elmotor og 18 kg ligner ikke rigtig noget, der er lavet i samme firma. Gruppeleder Lars Therkildsen og hans folk på Nilfisk Advance er rykket helt ud på p-pladsen bag KEW's gamle fabrikshaller på Industrivej i Hadsund. Der var ikke plads nok indendørs til at samle den største højtryksrenser, som nogensinde er blevet lavet på fabrikken. Den er gul, den har en dieselmotor på 150 hp, den er 14 meter lang og vejer 27 tons, og så kan den spule med 800 bar mod det lille blå pus, der max. kan komme op på 130 bar. 90 km i timen Til gengæld koster den 1,1 mio. kr. og fungerer optimalt, når den høvler af sted med 90 km i timen og samtidig sender 70 liter vand ud i minuttet. Og det er præcis, hvad den skal. Den skal spule jernbaneskinner rene for efteråsløv, så togene kan køre sikkert og til tiden, og formentlig ender giganten på de nordjyske skinner i løbet af en 14 dages tid, så den kan gøre nytte, når bladene for alvor begynder at falde. Først skal den på blokvogn til Roskilde og monteres på en godsvogn. Nilfisk Advance har tidligere lavet tre skinnerensere til Banedanmark, der gerne ville have en maskine, der kunne spule mere og køre hurtigere. Det får de nu, og Lars Therkildsen håber, at fabrikken får flere bestillinger, når Banedanmark har fundet ud af, hvor god den nye er. Sidste år lykkedes det at halvere antallet af påvirkede tog i efteråret fra 2800 i 2009 til 1450 i 2010, og det tal vil Banedanmark gerne have endnu længere ned. Den nye superspuler skal lige som de øvrige tre løvfaldstroljer, som de korrekt hedder, køre om natten. - Den store dieselmotor larmer, men vi har bestræbt os på at isolere den så godt som muligt, så den ikke vækker folk, tilføjer Lars Therkildsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...