EMNER

Superstjerner i tre uger

I starten var det spændende at have børnene rendende. Siden blev det mere belastende...

I starten var det spændende at have børnene rendende. Siden blev det mere belastende...

NYANDIWA:Det er ikke usædvanligt pludseligt at mærke en barnehånd I sin egen hånd, når man går rundt i Nyandiwa. Det er heller ikke noget særsyn at komme hjem til gæstehuset og opdage 50 børn på verandaen, som vil lege med os og underholdes af os. Lige siden dag 1 har det været sådan. Vi ankom op til en weekend, hvor børnene havde fri fra skole. Så hver dag i weekenden, som vi skulle bruge til at falde på plads i de nye omgivelser, blev vi mødt af små børn som ville lege med os. I starten var det spændende, og vi inviterede begejstret børnene indenfor for at tegne og synge. Hurtigt blev det dog en belastning for os, fordi vi fik mange andre nye indtryk at fordøje. Derfor begyndte vi at afvise børnene og smide dem ud af gæstehusets grund, hvilket var meget svært for dem at forstå. Overalt bliver vi fulgt af skarer af børn, når vi går en tur ned i duka’en (boderne i landsbyens midte). Man føler sig næsten royal, når børnene løber ud fra deres bopladser og vil hilse på os, når vi går forbi. Ciao! Ciao! råber de igen og igen – en hilsen de har lært fra landsbyens italienske missionscenter. Det er svært at forestille sig, hvad der gør os så interessante I børnenes øjne. Om det er den anderledes hudfarve eller deres tro på, at vi kan give dem lige hvad de vil have rent økonomisk, er ikke til at sige. Vi kan kun prise os lykkelige over ikke at være berømte. De fleste af os er i hvert fald taknemlige over, at vi ikke lever et sådant liv hver dag. Det er hårdt at være “kendt”.