Supersubben Dalsgaard
AaB vendte 0-1 til sejr på 2-1 mod Brøndby

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:Det lignede, at AaB for anden gang i denne sæson skulle gå fra banen uden at få point, efter man ellers havde spillet en modstander helt ned under græstæppet. For det så unægtelig vanskeligt ud, da Simon Makienok sendte gæsterne i front på deres første store chance efter 72 minutter.
Men træner Kent Nielsen havde en heldig hånd med udskiftningerne. Ind kom Henrik Dalsgaard - godt nok som højre back - men han fik en meget afgørende rolle i kampen.
Først udnyttede han perfekt en dyb stikning fra Nicolaj Thomsen og sendte bolden ind bag Lukas Hradecky blot få minutter efter, han var kommet på banen. Og bare tre minutter senere lagde han op til føringsmålet, da han spillede 1-2 med Anders K. Jacobsen, der stensikkert bankede bolden op i nettaget til tre absolut fortjente point.
AaB havde nemlig siddet på opgøret i første halvleg, og allerede efter 30 sekunder burde man være kommet foran, da Anders Due fik en gigantchance serveret på et fint indlæg fra Kasper Kusk, men venstrekanten sendte sparket fra tæt hold forbi mål.
Brøndby skulle frem til det 42. minut, før de havde deres første afslutning, men gæsterne kom lidt bedre med efter pausen, hvor AaB ikke længere trykkede helt så højt på banen.
Men i modsætning til kampen mod FC Nordsjælland, hvor man på uforklarlig vis tabte med 2-1, så lykkedes et denne gang at få fuld udbytte af spilovertaget.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.