Supersygehus ved Herning får motorvej i vækstplan

Sygehuset i Gødstrup ved Herning får penge til en særlig linjeføring med motorvej i den nye vækstplan.

Supersygehus ved Herning får motorvej i vækstplan

Det kommende supersygehus i Gødstrup ved Herning får som det eneste sygehus i landet særlig opmærksomhed i den vækstplan, som regeringen og Venstre, Liberal Alliance og De Konservative blev enige om onsdag.

Aftaleparterne er nemlig enige om, at der ved etableringen af den nye motorvej mellem Herning og Holstebro Nord skal etableres en linjeføring med motorvej til sygehuset i Gødstrup.

- En motorvejslinjeføring til sygehuset i Gødstrup kan finansieres fra det samlede planlagte investeringsløft i Vækstplan DK med op til 452 millioner kroner, skriver parterne i aftalen.

Sygehuset i Gødstrup har været omdrejningspunkt for nogle af de hårdeste protester mod regionerne og Christiansborg-politikernes planer om at samle speciallægerne på færre sygehuse landet over.

Gødstrup Sygehus er udset til at varetage patienter fra hele den vestlige del af Region Midtjylland, og det skal erstatte regionshospitalerne i Holstebro og Herning.

De patienter, som bor længst væk fra det nye hospital frygter dog, at placeringen ved Gødstrup vil give længere transporttid mellem deres hjem og hospitalet.

Derfor kan den nye motorvejs tilkørsel ses som en kompensation for, at nogle patienter får længere til hospitalet i Region Midtjylland.

Debatten om sygehuset har været hård og følelsesladet, og formanden for regionsrådet i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), modtog dødstrusler, to dage før regionsrådet besluttede, hvor det kommende akutsygehus skal ligge.

Truslen kom i form af en e-mail, der var sendt fra det nordvestlige hjørne af regionen, hvor dele af befolkningen protesterede mod de lange ture til sygehuset.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.