Byggeri

Superudsigt fra Solbakken

Ny bebyggelse skal byde på panoramaudsigt - og minimalt havearbejde

NIBE:Arbejdstitlen er Soltoppen, og det kan meget vel gå hen og blive navnet på det kommende boligområde ved Teglager i Nibe. I hvert fald ligger arealet i bogstaveligste forstand på toppen, så der fra husene bliver en sjælden panoramaudsigt over fjord og land. - Man vil kunne se ikke blot over Nibe og Sebber Bredning men også til Øland og Gjøl, ja, sågår til Aalborg, siger borgmester Jens Østergaard Madsen (V) - en af idemændene bag det ny projekt. Kommunens arkitektfirma er i gang med at udarbejde lokalplanforslag for området. - Vi tager udgangspunkt i et byggeri, der omfatter en snes enkelthuse i to plan og med tagterasse - især for, at man herfra kan nyde udsigten. Grundideen er at udnytte arealets høje beliggenhed til en total "udsigts-bebyggelse" - en bebyggelse, hvor der bliver en unik udsigt fra samtlige huse, siger Jens Østergaard Madsen. 20 boliger Det er tanken, at de 20 boliger skal placeres yderst på arealet, som desuden vil være karakteriseret ved store grønne arealer. - Ideen med husene er også, at de ikke skal etableres med haver, som man kender det fra traditionelle parcelhuskvarterer. Derimod skal det være boliger for folk, der foretrækker en flot udsigt og som samtidig gerne vil slippe for at skulle passe en større have, herunder holde hækken. De læ-forhold og andre adskillelser, som vil være hensigtsmæssig at skabe på området, skal primært være vedligeholdelsesfrie. F.eks. har vi talt om at lave hegn bestående af trådværk fyldt op med marksten, forklarer borgmesteren. Hvem der skal opføre boligerne, der dog alle får et mindre have/terasse-areal, er der endnu ikke taget stilling til - ej heller finansieringsformen. - Der kigges på flere muligheder. Det kunne f. eks. være et byggefirma, der opfører og sælger husene, eller boligerne kunne udføres som et andelsbyggeri, siger Jens Østergaard Madsen, som forventer stor interesse for det specielle boligområde på toppen af byen.