Superwoman med smørhjerte

Familielivet har altid haft førsteprioritet, siger Oda Kajgaard

Hun er rap i replikken, hurtig på aftrækkeren og en ikke sådan at vælte. Navnet er Oda og slægten er Kajgaarden fra Strandby. Og så er dagen i dag også dagen, hvor den tidligere politiker og nuværende lokalformand for Aktive Kvinder, forlader sit job på Frederikshavns Plejehjem på, for at gå på efterløn. Så her slutter hendes officielle liv så vidt som vi kender det til dato. Men det hele begyndte ikke i Frederikshavn men som i så mange andre gode historier i Strandby, hvor Oda havde lejet et værelse, mens hun var elev kommunekontoret i Elling. Det var dengang i Arilds dage, hvor det var hvid jul hvert eneste år, og hvor Oda var så smuk, at hun blev kaldt Strandbys Sofia Loren så tilbedere manglede hun ikke. - Jeg fik da besøg af flere, rare fiskere. Og hos fælles bekendte mødte jeg så Svend Aksel Kajgaard, siger Oda Kajgaard. Dén affære der foreløbig har varet i godt 42 år startede, som dén slags ofte gør nemlig med, at de to lavede sjov med hinanden. - Svend Aksel hævdede, at han som jeg - var født den 8. maj. Dén troede jeg imidlertid ikke helt på, så det fik jeg undersøgt. Det viste sig, han havde talt sandt. Og så faldt jeg altså for Svend Aksel. Og alt dét, der før var sjov, blev pludselig alvor. Han var den rigtige, og det har han været lige siden og en trofast og god mand gennem alle årene, siger Oda Kajgaard med stjerneøjne. Efter kommunekontoret i Elling fik Oda job på Frederikshavns Plejehjem på halv tid resten af tiden arbejdede hun på halv tid hos Hermands Vod- og Trawlbinderi i Strandby. På plejehjemmet startede det i det små, og i begyndelsen var de kun Oda, plejehjemmets inspektør Aage Christensen og forstanderinden for sygeplejerskerne. Siden voksede den administrative stab men arbejdsglæden blev ikke ved med at vokse. - Dengang havde jeg meget kontakt med plejehjemmets beboere og ansatte. Og det er dét, jeg holder af ved mit arbejde, dette at have med mennesker at gøre. At gøre en forskel og at yde den optimale service over for de mennesker, jeg møder gennem mit job, siger Oda Kajgaard. Meget har ændret sig, siden hun i 1977 første gang skred ind ad porten til plejehjemmet. - Jamen, love og regler har taget over, hvor der før var mellemmenneskelige handlinger. Det administrative arbejde fylder nu så utroligt meget. I dag skal der fire-fem ansatte til at udføre det arbejde, der i begyndelsen kunne bestrides af én, og i perioder har vi været op til otte på kontoret. Og egentlig er mennesket blevet væk i al den administration, og det er jeg meget ked af, siger Oda Kajgaard, der er skrap til at regne den ud, og derfor i mange år har siddet med både lønbogholderiet og økonomiske og administrative opgaver. En hurtig rundspørge afslører, at effektivitet er en af de egenskaber, rigtig mange forbinder med hendes arbejdsindsats. Og opskriften på hendes gennemslagskraft er såre enkel.- Et godt bagland og en velfungerende familie. En trofast livsledsager, der altid har bakket mig op og så hjælp til det praktiske derhjemme gennem alle årene. Svend Aksel har altid givet mig lov til at dyrke mine interesser både på arbejde og fritiden. Uden ham kunne jeg slet ikke have klaret det, siger Oda Kajgaard. Nu har hun heller aldrig spildt tiden med at sove længe. - Jeg kan klare mig med fem timers søvn, og sådan har det været siden jeg var helt ung. Ellers kunne jeg jo heller ikke tage hjem fra arbejde og forberede, og så tage til møde om aftenen igen. Det eneste jeg ville få ud af at ligge otte timer i sengen var ondt i ryggen, siger Oda Kajgaard. Fra 1990-1994 figurerede hun i byrådet - valgt ind på den upartipolitiske Strandby-liste. - Det var spændende, men også meget travle, år. At få lov til at sidde med , hvor beslutningerne træffes er utroligt interessant og givende. Men det er også hårdt. Jeg gik med, fordi jeg altid har været så interesseret i at gøre noget for lokalsamfundet, og dengang syntes vi ikke, at vi havde nok indflydelse på beslutningerne, siger Oda Kajgaard, der både har været med til at grundlægge foreningen Strandgårdens Venner i 1988, kasserer i plejehjemmets personaleforening siden 1982, formand for De Danske Husmoderforeningers lokalafdeling siden 1983 og formand for Strandby Erhvervsforening fra 1994-2000. Hun har altid prioriteret sin tid stramt og overholdt prioriteringen. - På førstepladsen kommer familien, på andenpladsen arbejdet og på tredjepladsen fritiden. Det har jeg altid overholdt, og jeg har aldrig taget arbejdet med hjem. Men der har da været nætter, hvor jeg ikke har fået mine fem timers søvn, fordi problemerne tumlede rundt i mit hoved, efter at jeg var kommet i seng. Men de blev jo også løst, siger Oda Kajgaard. Hun og Svend Aksel har altid gjort meget ud af at få en god start på dagen, når de kunne - i hvert fald siden 1998, hvor Svend Aksel ikke længere fiskede. Dengang tog han af sted kl. 2-3 om morgenen og kom hjem kl. 21. Så der ar ikke mange fællestimer. Men de seneste år har der været tid til at forberede dagen.- Vi starter altid med stearinlys på morgenbordet og god tid til at snakke igennem, hvad denne dag nu skal bruges til. Hvad der skal ske på arbejde, og hvad der skal foregå derhjemme. Og så får vi også en snak om, hvad vi skal have til middag om aftenen. Siden Svend Aksel holdt op med at arbejde har jeg været ekstra privilegeret. Hver dag er jeg kommet hjem til varm mad, og Svend Aksel er en fantastisk kok. Det er blevet hans store hobby. Så netop i denne uge har jeg været helt på den, fordi han har været på kursus, hvor han får mad - men fra næste uge bliver servicen igen udvidet, har jeg ladet mig fortælle, siger Oda Kajgaard. I næste uge er der bare det, at Oda også selv er hjemme til at lave maden. - Ja, vores hverdag bliver helt sikkert meget anderledes. Og ét af de steder, vi skal til at deles om opgaverne bliver køkkenet, for jeg kan også lide at lave mad. Jeg har altid sagt, at Svend Aksel bestemte herhjemme fra 0.730-15.30 men det skal vi altså til at finde ud af fra på mandag, siger Oda Kajgaard, der også håber at få tid til at dygtiggøre sig inden for edb, læse mere skønlitteratur tage på højskole og rejse noget mere med Svend Aksel. - De to har allerede været rigtig mange steder i Europa og i Rusland, men nye rejsemål venter nu på dem.Nu kunne man godt forestille sig, at én, der har haft så mange jern i ilden, kunne være svær at styre, når hun blev sluppet løs derhjemme.Men også dén slags findes der metoder for.- Også hér er Svend Aksel fantastisk. Han kan sige tingene, så jeg forstår dem på sin egen stille måde ganske vist. Men sådan, at selv jeg fatter meningen. På dén måde er vi meget forskellige, for jeg er meget mere direkte. Omvendt kunne jeg ikke være gift med én, der ikke havde sine egne meninger om tingene og kunne sige fra, når det var nødvendigt. - Jeg har altid fået kvalificeret modspil og vi har begge to fået sagt, hvad vi mente, siger Oda Kajgaard. At være stærk kvinde ude i det pulveriserende liv betyder ikke, at man ikke har masser af bløde punkter. - Når døren smækker op, og børnebørnene råber FARMOR, så smelter mit hjerte. Også hér er vi utroligt privilegerede begge drenge og svigerbørn og vores fire børnebørn bor i Strandby, og vi elsker, når de stikker hovedet indenfor, siger Oda Kajgaard. Men der er ting hun frygter. - Indtil nu har sygdommen ikke været noget, der har forfulgt os. Deri har vi også været heldige. Og det takker jeg Gud for - ligesom jeg beder om hjælp, når jeg har brug for det - og om at alt er godt for alle dem, jeg elsker. Men nu kan jeg godt sidde og tænke, at Svend Aksel og jeg har været gift i 42 år og hvis man så regner med at blive 80 år så har vi kun 20 år mere sammen - dét synes jeg er alt for kort tid. Og tænk hvis man skulle se den, man elsker, blive alvorligt syg uden at kunne gøre noget som helst. Det kan jeg godt blive bange for. I det hele taget kan jeg ikke holde ud, hvis mennesker lider, siger Oda Kajgaard. Men der er noget andet - knap så langt ude i fremtiden - hun heller ikke er begejstret for. Og dét er den påtænkte festivitas på Frederikshavns Plejehjem i eftermiddag. - Det bliver mærkeligt at skulle sige farvel til en arbejdsplads, hvor man har været glad for at være i 26 år. Og de insisterede på at holde en reception for mig. Først sagde jeg nej, men så fik jeg besked på at tænke over det i sommerferien. Da jeg kom tilbage havde jeg besluttet, at det var OK med en reception. - Men jeg hader at tude offentligt, og jeg ved, jeg kommer til at stortude i eftermiddag. Det har jeg også meddelt dem deroppe men de har blot sagt, at jeg officielt har fået tilladelse til at tude, så meget jeg vil, siger Oda Kajgaard. Igen tager hun sit hemmelige våben med sig. - Svend Aksel skal med, for han skal hjælpe mig igennem eller måske skulle jeg sige: også hér skal han hjælpe mig igennem, som han har gjort det så mange gange før. For det bliver stygt at skulle gå ud ad døren på Frederikshavn Plejehjem for allersidste gang. Det kan jeg slet ikke forestille mig men det SKAL jeg jo, siger Oda med duggede stjerneøjne