Suppe som på mors tid

Ny Løgstør-fabrik sætter de gamle dyder højt

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Carnad Natural Taste holder til på Falstervej i Løgstør - i helt nyt byggeri. Foto: Lars Pauli

- Vi har jo sådan set bare skruet tiden tilbage for at lave suppen som vor mor lavede den. Når den nye virksomhed Carnad Natural Taste på Falstervej i Løgstør i den kommende uge starter produktion af kraftfulde supper, så bliver det uden så meget som skyggen af et e-numre eller kunstige smagsstoffer. Etiketten vil kun indeholde et enkelt ord: Nemlig det suppen er lavet af - f.eks. kylling eller oksekød. - Du finder ikke fødevarekemi her, fastslår direktør Johnny Koch, der selv er blandt de investorer, som har skudt ialt godt 20 millioner kroner i den nye fabrik. Fabrikkens eneste mission er at lave supper og suppefond af helt naturlige råvarer. Det ville have været en selvfølgelighed for bare få årtier siden, men i dag er hylderne i supermarkederne verden over proppet med supper og suppefond, der strutter så meget af kemi, at de aldrig har set det der bare ligner kød. - Vi tror på, at forbrugerne rundt omkring i verden gerne vil have nogle suppeprodukter, der består af helt naturligve råvarer, siger Johnny Koch, der satser på, at produktionen kan starte på tirsdag, når Fødevarekontrollen - forhåbentlig - har givet sit blå stempel. Indtil videre har produktionen kun været i meget små mængder. De er lavet på et testanlæg, som Carnad har haft kørende sammen med samarbejdspartneren Novozymes. Johnny Koch lægger ikke skjul på, at den nye virksomhed satser meget på det asiatiske marked. Den første order er da også fra en kinesisk grosist. - For det første bliver der spist en masse suppe i Asien og for det andet så er mange asiater i dag langt mere bevidste om, hvad de spiser end for bare få år siden - Og alene antallet af mennesker i middelklassen i Kina er større end befolkningen i hele Europa tilsammen, siger Johnny Koch, der håber på, at Carnad kan lave aftaler om at levere til nogle af de rigtig store internationale fødevareaktører på verdensmarkedet. - Selvom vi satser meget på Asien, så tror vi også på, at vores produkter kan afsættes i Europa, og vi har haft flere meget interessant kontakter fra virkelig store multinationale fødevarevirksomheder. Vi håber på, at nogle af kontakterne kan blive til aftale om leverancer af vores produkter, siger Johnny Koch, som fortæller, at virksomheden f.eks. også satser på sygehussektoren.