Sur afsked med pokal

Jetsmark blev straffet for dumme fejl i overtidens overtid

Fodbold 26. september 2007 06:00

Jetsmark Skive 2-3 Pokalturneringen 1/16 finale Af Søren Pedersen soeren.pedersen@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk:PANDRUP: Når man ryger ud af pokalturneringen på et mål to minutter inde i dommerens tillægstid i omkampen har man ret til at være skuffet. Men Jetsmark har kun sig selv at takke for, at det blev Søren Frederiksens tropper, som kan se frem til storkamp mod et superligahold. For når kampen er så fremskreden behøver man ikke ligefrem at forære gæsterne bolden. - Det var utilgiveligt. Den skulle bare have været sparket væk, sukkede anfører Peter Tranberg, som i det hele taget uddelte verbale tærsk til sit hold efter nederlaget. - Alle tre mål blev scoret efter personlige fejl. Ved det første er vi ikke ordentligt på plads og ved det andet ved vi, at det eneste vi skal passe på ved ham (Christian Sivebæk. red) er hans indlæg og så får han lov til at gå til baglinien, sagde en skuffet Peter Tranberg. Lige op Anføreren mente, at Jetsmark havde spillet helt lige op med gæsterne, og det kunne hav have ret i langt hen ad vejen. Efter den elendige start, hvor Skive fik lov at score efter et hjørnespark kun to minutter inde i opgøret havde gæsterne ganske vist teten, men halvvejs gennem de første 45 minutter begyndte Jetsmark at spille sig op, og i ti minutter var holdet totalt overlegne - uden at det dog blev til mål. Scoringen kom så et lille kvarter inde i anden halvleg, hvor Thomas Buus spillede en sukkerball over Skiveforsvaret til en fremstormende Peter Tranberg, som havde frit løb mod mål og sikkert trillede bolden ind forbi målmand Ronni Svenson. I den sidste halve time fik tilskuerne en god gang underholdning med masser af godt spil, hårde nærkampe og ikke mindst chancer på stribe. Desværre for Jetsmark formåede man ikke at omsætte et godt pres i mål, men omvendt kunne hjemmeholdet glæde sig over, at målmand Brian Ulstrup hev et par klasseredninger ud af ærmet i slutfasen, hvor han desuden havde hjælp af overliggeren på et frit skud til farlige Lasse Ankær. Samme Ankær fik imidlertid tiltvunget sig en stor hovedrolle. Først med målet til 1-2 10 minutter inde i tillægstiden, da han sikkert udnyttede Christian Sivebæks indlæg efter at den hurtige Skivefløj havde fået let adgang til baglinien. Senere var det så Ankær, som udnyttede forsvarsblunden hos Jetsmark, netop som alle havde indstillet sig på 2-2 og straffespark efter at Christian Flindt Bjerg havde kanoneret bolden i nettet efter et hjørnespark 12 minutter før tid. Inden da havde Jetsmark faktisk overlevet tre-fire meget store chancer til gæsterne. Blandt andet tog overliggeren igen fra for Brian Ulstrup kort efter udligningen, så selvom det var et surt tidspunkt det blev afgjort på, kunne der ikke indvendes noget ved sejren. - Det var for dyre fejl vi lavede, så selvom det ikke var ufortjent, at Skive vandt kunne det godt have været os. Men jeg synes at vi har givet tilskuerne to gode oplevelser i turneringen, så vi går ud med oprejst pande, lød det fra træner Henning Pedersen, som i det mindst glædede sig over en ekstra dags hvile inden lokalbraget mod Thisted på lørdag. ]Kampfakta Ordinær kamp: 1-1 Pausestilling 0-1 Mål: 3. min 0-1 Martin Trankjær, 59. min 1-1 Peter Tranberg, 100 min. 1-2 Lasse Ankær, 108 min. 2-2 Christian Flindt Bjerg, 120 min. 2-3 Lasse Ankær. Jetsmark 4-5-1: Brian Ulstrup - Lars Mynderup, Anders Sørensen, Torben Andersen, Nicolai Thomsen - Troels Nielsen (87. Bo Zink), Christian Secher (58. Christian Flindt Bjerg), Peter Tranberg, Dennis Olsen, Lasse Stranberg (101. Tim Bay) - Thomas Buus Nielsen. Advarsler Jetsmark: 76. Christian Flindt Bjerg, 88. Nicolai Thomsen, 90. Bo Zink Skive: Martin Thomsen, Kristian Nielsen, Michael Fisker, Christian Sivebæk, John Dyring, Christian Gyldenøre Tilskuere: 320 Dommer: Jakob Kehlet

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...