Sur Buffon kritiserer sjuskede kammerater
Det var unødvendigt, at EM-semifinalen blev spændende, mener Buffon, der ærgrer sig over brændte chancer.
Sur Buffon kritiserer sjuskede kammerater
Selv om man netop har spillet sig i EM-finalen, betyder det ikke nødvendigvis, at alt er lutter smil og latter i omklædningsrummet.
Den italienske målmand Gianluigi Buffon var i hvert fald stærkt irriteret efter semifinalen mod Tyskland i Warszawa torsdag aften.
Den erfarne keeper mente, nogle af hans holdkammerater havde bragt sejren i fare, fordi de sjuskede på en række oplagte kontrachancer, da Tyskland kastede alt frem til sidst.
- Jeg var irriteret, da slutsignalet lød, for jeg jubler ikke over andenpladser, og jeg var sur, fordi vi kunne have undgået, at det blev så spændende i de sidste fem minutter, siger Gianluigi Buffon ifølge AFP.
Ved stillingen 2-0 fik italienerne en håndfuld åbne scoringsmuligheder, som blev misbrugt. I stedet fik Tyskland reduceret til 1-2 på straffespark, da der stadig manglede et par minutter af overtiden.
- Hvis du kan lave syv mål mod Tyskland, skal du lave syv mål. Hvis de var kommet på 2-2, ville de have slået os 10-2 i i den forlængede spilletid.
- Vi skal blive mere modne og lære, at selv om fodbold normalt er en leg, så er det ikke en leg mere, når du står i en EM-finale, siger den 34-årige målmand.
Han varsler nu interne samtaler på holdet, inden de azurblå møder Spanien i finalen på søndag.
- Det er noget, der skal forbedres. Flere af de unge spillere skal lære det, ellers bliver folk i den gamle garde, som jeg tilhører, sure, siger Buffon, der ellers mener, at hans hold spillede en stor kamp.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.