Sur fløde på lagkagen

Thomas Augustinussen ville gerne have haft en bedre smag i munden dagen efter Manchester City-kampen og UEFA Cup-exit - på sin 28 års fødselsdag

THOMAS AUGUSTINUSSEN ærgrede sig voldsomt efter at have brændt AaB's tredje straffespark torsdag aften i UEFA Cup-rivegildet hjemme mod Manchester City. Fredag fejrede han så sin 28 års-fødselsdag, og mon ikke det hjalp lidt på humøret? Foto: Michael Koch

THOMAS AUGUSTINUSSEN ærgrede sig voldsomt efter at have brændt AaB's tredje straffespark torsdag aften i UEFA Cup-rivegildet hjemme mod Manchester City. Fredag fejrede han så sin 28 års-fødselsdag, og mon ikke det hjalp lidt på humøret? Foto: Michael Koch

AALBORG:- Fødselsdag? Jo, men der er ikke så meget at glæde sig over. Ud over, at jeg har fødselsdag. - Men jeg skal da prøve at få en god dag ud af det med mine nærmeste - selv om det lige nu er lidt svært. AaB-anfører i fodbold, Thomas Augustinussen, rundede de 28 år, dagen efter at han og holdkammeraterne efter en heroisk indsats måtte sige farvel til UEFA Cup-turneringen i fodbold, slået i en straffesparkskonkurrence af engelske Manchester City. En af de AaB'ere, som ikke formåede at sparke bolden i mål fra 11 meter pletten var: Thomas Augustinussen. Straffespark hele natten - Jamen jeg har ikke sovet ret godt. Faktisk har jeg sparket straffespark hele natten, så det har været en hård nat. Nu må jeg bare se, om ikke jeg kan komme oven på igen. Fysisk følte han sig færdig efter 120 minutters fodboldkamp. - Men psykisk er det endnu hårdere. Man er virkelig ramt af den måde at tabe på, men vi må prøve at tage det positive med. - Vi præsterede langt over, hvad folk havde forventet. - På den led er jeg meget stolt over vores hold. Jeg synes, det er imponerende, hvad vi har præsteret ude i Europa. Tabet skete i Manchester Og når han umiddelbart får fordøjet skuffelsen fra torsdag aften på Energi Nord Arena, hvor en 2-0 sejr altså ikke var nok til mere end forlænget spilletid, og efterfølgende straffesparkkonkurrence for AaB, vil han sidde tilbage med en følelse af, at det ikke var her, man røg ud mod englænderne. - Nej, det er nok korrekt at sige, at det var kampen ovre hos dem, som kostede os videre deltagelse. - Hvis bare vi havde scoret et mål, så kunne vi endda have tilladt os at tabe 3-1 og så alligevel gå videre med vores 2-0 sejr. - Men der er mange hvis'er. - Vi havde chancerne derovre, og havde vi bare været lidt skarpere, så havde vi måske været videre i dag. Tæt på det perfekte AaB-anføreren havde inden returkampen sagt, at AaB skulle spille den perfekte kamp, hvis man skulle gå videre. - Vi spillede næsten perfekt. - Kampen forløb, som vi havde håbet, selv om vores to mål kom sent. men vi vidste, at fik vi først et mål, så kunne de godt krakelere, for det har de før gjort under pres. - Folk gav virkelig alt, men i en straffesparkkonkurrence, da er det helt og uheld. Når Thomas Augustinussen ser tilbage på AaB'e europæiske eventyr - 26 kampe i løbet af det seneste halvandet år - siger han: - Det har virkelig været et eventyr. Jeg synes, det har været rigtig stort at være med til. - De unge lærer ufatteligt meget af at spille den slags kampe. - Nu er jeg jo en af de "gamle", men jeg har også lært meget, og en gentagelse vil jeg da meget gerne se, så nu må vi bare gøre alt, hvad vi kan, for at komme ud og spille europæisk igen i næste sæson. - Og det er ikke kun godt for os og klubben. Det har jo vist sig, at det også er godt for Danmark, for AaB har jo understreget, at vi kan samle mange point til nationalkontoen. Men for Thomas Augustinussen er den næste kamp altid den vigtigste - og det er mandag aften på Energi Nord Arena i SAS Ligaen mod FC Midtjylland. - Ja, der har jeg desværre karantæne, men jeg håber virkelig på, at drengene kan få de tre point, så vi kan komme lige i hælene på FC Midtjylland. Medaljer? Det er nok ikke realistisk i denne sæson, men fjerdepladsen er inden for rækkevidde, og den skal vi gå efter. Pokalen den lige vej At der også er en vej ud i Europa i næste sæson, der hedder pokalturnering, en vej, der måske er mere lige end den gennem SAS Ligaen, ved AaB-anføreren godt. Han og AaB er fremme ved to semifinaleopgør mod Brøndby om at komme i finalen. - Der er vist en lille måneds tid til de kampe, så derfor er al koncentration lige nu om SAS Ligaen. Men jo, vi har da muligheden gennem pokalturneringen, og den skal vi forfølge. Men vi skal også hænge på i SAS Ligaen, og jeg synes, vi har vist, at vi er gode til at tage tingene i den rækkefølge, de kommer, og specielt at tage en kamp ad gangen. I går tog Thomas Augustinussen så "fødselsdagskampen" hjemme blandt sine nærmeste - og mon ikke synet af og samværet med sin lille, nyfødte datter Alma dulmede smerterne oven på UEFA Cup-afskeden?