Sur nedtur for høgene

White Hawks spillede og fightede flot i to perioder, men det rakte ikke til point mod Herning Blue Fox.

Miroslav Lipovsky havde en travl aften i høgeburet. 
Foto: Claus Søndberg

Miroslav Lipovsky havde en travl aften i høgeburet. Foto: Claus Søndberg

Heller ikke i sæsonens fjerde forsøg lykkedes det for Frederikshavn White Hawks at hente point mod de forsvarende danske mestre fra Herning Blue Fox, men høgene var tættere på, end et nederlag på 2-5 ellers indikerer. Efter et halvskidt første periode slap frederiskhavnerne med kun at være bagud 1-2 efter en reducering af Greg Jacina, og da Kristoffer Jonsson fik udlignet til 2-2 i anden periode, tog høgene mere og mere over og burde have sikret sig en føring efter anden periode, men i stedet slog Herning til og fik overlistet en ellers stærktspillende Miroslav Lipovsky i høgeburet. Også i tredje periode var frederikshavnernes spil viljestærkt, og der var chancer til en udligning, men i stedet slog Herning til på et heldigt mål til 2-4, da pucken tog et uventet opspring og totalt snød Lipovsky. I slutfasen fik gæsterne scoret endnu en gang til slutfacit 2-5, men det fandt White Hawks-angriberen Nikolaj Nedermark ikke helt passende. Han spillede sin kamp nummer 200 for høgene, og han ærgrede sig over nederlaget. - Vi var fint med i anden og tredje periode, men desværre formåede vi ikke at score på de store chancer, og Herning skal man regne med til sidste sekund, lød det fra Nedermark. 782 tilskuere overværede kampen.