Sur over udelukkelse fra guide

Aars Turistforenings formand havde stærkt kritiske bemærkninger til Visit Vesthimmerland

Turistkontoret i Bymidten i Aars har langt flere besøgende end Info-punkt på biblioteket. Arkivfoto

Turistkontoret i Bymidten i Aars har langt flere besøgende end Info-punkt på biblioteket. Arkivfoto

Formanden Jørgen Justesen var på generalforsamlingen i Aars Turistforening i det skarpt kritiske hjørne over for den kommunalt drevne turistorgansiation Visit Himmerland. Det var bl. a. organisationens ny turistguide, der stod for skud: - Det er anden gang, den bliver udgivet, og også denne gang blev Aars Turistforening holdt udenfor af turistchef Jens Borre (Visit Vesthimmerland, red.), sagde Jørgen Justesen og fortsatte: - Det samme var gældende, da den ny folder Naturguiden 2009 udkom. Den blev ikke tilbudt Aars Turistforening. Det er ufatteligt, at kommunen tillader, at man bruger offentlige midler til at bekæmpe Aars Turistforenings eksistens. Aars Turistforening ville endda gerne have betalt for en annonce i den ny turistguide for Vesthimmerland, men det kunne ikke lade sig gøre, da vi er konkurrent til Visit Vesthimmerland, konstaterede formanden i sin beretning. Vil bestemme alt Han var også ude med riven efter det ny turistforum i kommunen: - Det er nøjagtigt gået, som jeg forudsagde, da man ville nedlægge turistrådet og lave et turistforum. Den eneste begrundelse for det var, at turistchefen ville sidde for bordenden og bestemme alt - og ikke lytte til erhvervslivet, sagde Jørgen Justesen, der også kom ind på spørgsmålet om de to turistkonkontorer i Aars: - Der er stadig ingen tilbud med hensyn til en sammenlægning af de to turistkontorer fra kulturudvalgsformanden ud over at tilbyde lokaler på 2. sal på Aars Bibliotek. Aars Turistforening har velegnede og handicapvenlige lokaler i Bymidten og her må turisterne tale, hvilket de ikke må i læsesalen på biblioteket, hvor de forstyrrer, sagde turistformanden. Flest turistbesøg Han konstaterede endvidere i sin beretning, at det havde været et travlt år på Aars Turistkontor med mange flere ekspeditioner end på bibliotekets Info-punkt. Desuden oplyste Jørgen Justesen i sin beretning, at Aars Turistkontor er blevet agent for Atlantis Rejser, og at kontoret i 2008 arrangerede syv guidede ture i Aars og omegn og at man også vil tilbyde lignende ture i år. Aars Turistforening har oplevet medlemsfremgang og har nu over 100 medlemmer. - Vi kører videre for egne midler og lokal støtte, da Vesthimmerlands Kommune har valgt at bruge kommunale midler til at bekæmpe Aars Turistforening med og støtte Info-punkt på biblioteket, sagde formanden.