Sure chauffører blokerede busser

Arbejdspladser 1. juli 2003 08:00

AALBORG: Ændring af arbejdstiderne og afskedigelse af en driftschef var årsag til, at chauffører fra busselskabet Connex i går morges blokerede Aalborg Busterminal i omkring halvanden time. Blokaden gik først og fremmest ud over Connex' egne ruter til og fra busterminalen, ligesom bybusdriften i Aalborg ikke blev berørt. Regionschef John Vestergaard fra Connex forklarer, at de interne ændringer havde gjort chaufførerne usikre. De syntes, at de manglede information om tingene, ligesom de var utilfredse med ændringen af deres opstarts- og afslutningstider: - Gennem seks år har chaufførerne i Nordjylland haft lidt bedre tid til opstart og afslutning end kollegerne i resten af landet, og det har vi nu ændret, så det bliver ens, oplyser John Vestergaard, der normalt er regionschef for Jylland/Fyn, men i øjeblikket også dækker Sjælland. - Hvad angår afskedigelsen af vores driftschef i Aalborg er der kun tale om helt almindelig tilpasning af organisationen til det aktuelle aktivitetsniveau. Der er bestemt ikke tale om bortvisning eller noget som helst i den retning, understreger John Vestergaard. - Sagen er ganske simpelt, at Nordjyllands Trafikselskab har skruet lidt ned for blusset, og dermed har vi fundet, at vi godt kan nøjes med en driftschef til at styre kørslen i amtet i stedet for to som hidtil. Og så havde vi helt enkelt en for meget, forklarer John Vestergaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...