Sure madpakker fortid i Vilsted

Elever på Vilsted Friskole skal selv lave mad

Før jul tog Vilsted Friskole det nye skolekøkken i brug - og nu behøver elverne ikke længere at have madpakke med i skole. Foto: Grete Dahl

Før jul tog Vilsted Friskole det nye skolekøkken i brug - og nu behøver elverne ikke længere at have madpakke med i skole. Foto: Grete Dahl

Når de omkring 100 elever på Vilsted Friskole efter veloverstået jule- og nytårsferien møder på skolen igen i dag, så er skoletasken lidt lettere. Og den stinker ikke længere af sure leverpostejmadder. Eleverne kan nemlig glæde sig til, at de ikke behøver have madpakker med i skolen mere. Fra denne første skoledag i det nye år har friskolen nemlig indført en ny madordning, som er etableret efter at skolen på den næstsidste skoledag før jul kunne tage et nyt skolekøkken til 350.000 kr. i brug. - Vi har nok ikke snakket så meget om det her som så mange andre skoler måske har gjort, vi har sådan set bare gjort det, siger bestyrelsesformand Ib Christensen. Ikke nok med at eleverne skal spise skolemaden. De skal også selv lave den - eller i hvert fald være med til det sammen med en nyansat køkkenleder Joan Nielsen. Alle elever fra tredje klasse og op skal selv i køkkenet tre dage om året, hvor de udelukkende skal koncentrere sig om at lave mad. 250 kr. om måneden Det koster 250 kr. om måneden at være med i madordningen, som er tvungen. - Vi ville ikke kunne administrere, hvis det var en frivillig ordning, hvor kun nogle af eleverne var med, men samtlige forældre har altså også sagt, at det var en rigtig god idé, så det er ikke det store problem, siger Ib Christenen. Han oplyser, at der er en lille rabat, hvis man har to børn gående på skole. Barn nummer to skal kun betale 200 kr. om måneden. - Vi synes selv prisen er så lav, at man faktisk stort set ikke selv kan smøre en madpakke til de penge, men planene er nu heller ikke, at vi skal tjene penge på det. - Vi er glade for, hvis ordningen kan løbe rundt, og vi kan have til lønnen til køkkenlederen, siger Ib Christensen, som oplyser, at bestyrelsen vil evaluere på både ordningen og prisen, når man kommer til sommerferien. Ib Christensen lægger ikke skjul på, at tilbuddet også skal være med til at fastholde elevtallet på skolen. - Vi synes selv, det er et rigtig godt tilbud til eleverne og deres forældre, siger han og fastslår, at det er en kendt sag, at kosten spiller en stor rolle for børns udvikling og læring. - De forsøg vi kørte for et år siden viser, at et godt måltid spiller en stor rolle for børnenes velbefindende. God mad betyder bedre indlæring, siger Ib Christensen, som også glæder sig til det samværet omkring måltidet, hvor de store hjælper de små. - Det har en ekstra social gevinst. De små lærer at smage på mad, de måske ikke kender og lærere og elever er sammen omkring et måltid, hvor der kan snakkes om alt muligt andet end skole, siger han. - Skolemadsforsøget i januar sidste år blev evalueret meget positivt af forældrene, som nu også har givet udtryk for, at de glæder sig til at deres børn får serveret sund og lækker mad hver dag på skolen. - Det har kostet penge og masser af arbejde, men det er et rigtigt og fremadrettet tiltag, siger Ib Christensen.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk