Sure miner, når tanken skal tømmes

Kommunen pålægger borgere afgift, hvis de selv laver aftale om tømning af septiktank

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:Det kommunale selskab Forsyningen Frederikshavn har skiftet hovedentreprenør, når det gælder tømning af de godt 1500 septiktanke, der findes ved rundt om i kommunen.

Pr. 1. marts har det fynsk funderede firma FKSSlamson fået opgaven med at tømme septiktankene rundt om i kommunen. En beslutning der ikke falder i god jord hos alle.

- Jeg ville da ønske, at man havde tænkt lidt mere lokalt, i stedet for at sende pengene ud af kommunen, fortæller Jane Holm Nielsen, som selv benytter en lokal entreprenør til at tømme septiktanken ved hjemmet på Faurholtvej.

Gebyr skaber vrede

Benytter Jane kommunens entreprenør, så skal hun betale 672,50 kroner pr. tømning, men da man har valgt en anden entreprenør bliver regningen noget højere.

Den lokale entreprenør skal have godt 500 kroner. Men udover det kommer så et administrationsbidrag til Forsyningen Frederikshavn på 312,50 kroner - et beløb hun ikke kan se hverken meningen eller rimeligheden i.

- Vi er mange, der ikke forstår, hvorfor vi pålægges det her ”administrationsgebyr”, og hvad det faktisk dækker. Desuden virker det mærkeligt, når et fynsk firma som FKSSlamson kan gøre det så meget billigere end et lokalt firma, siger Jane Nielsen.

Brian P afviser kritik

Det er dog en kritik, som formand for både Forsyningen Frederikshavn og teknisk udvalg, Brian Pedersen (SF), ikke forstår.

- FKSSlamson gav et tilbud, som var billigere end de andres, så det tager vi selvfølgelig, og hvad angår administrationsbidraget, så er det også en del af de 672,50, til FKSSlamson. De 312,5 kroner er et skøn fra mine embedsfolk, og det kan måske blive sat ned næste år, men alle betaler det, uanset hvilken entreprenør de vælger, siger han, og slutter, entreprenørerne i kommunen har i flere år råbt op om at tingene skulle udliciteres for at sikre fair konkurrence. Så er der også en risiko for at opgaven går til et firma fra Fyn. Jeg håber bare, at de går sammen og næste gang giver et bedre tilbud sammen, end de kan alene.

Vil man hellere have en lokal entreprenør til at tømme ens septiktank, skal det meldes til forsyningen inden 15. februar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.