Sure Vita Andersens skægge døtre

De unge kvinder piller stadig i egen navle. Men til forskel fra deres mødre gør de det med stor komik. Nu kommer "Nynnes dagbog" på film, og det vrimler med tøselitteratur, der skildrer de forvirrede storbysingler, der drømmer om mr. Right - me

De piller i egen navle - men med et selvironisk glimt i øjet. De skriver friskt og lige ud ad landevejen. Strør om sig med engelske gloser. De har fucking styr på moden. Kender navnene på alle mærkevarerne. Deres kvindelige hovedperson har et trendy job, økonomien er okay, men kontoen er altid overtrukket. De er fucking forvirrede. Har fucking svært ved at orientere sig i en verden, der er spækket med fucking mange muligheder. Og så har de masser af selvironisk distance og et skævt blik på tilværelsen. Og de savner en mand, og når de har en mand, savner de en anden mand. Det startede med "Bridget Jones dagbog" - oprindeligt skrevet som avisklumme, der senere udkom som bog, der senere blev filmatiseret. Succesen blev hurtigt kigget ud af tre journalister på Politiken, Lotte Thorsen, Henriette Lind og Annette Vestergaard, der gik sammen om at skrive "Nynnes Dagbog" - først i spalteform i Politiken, senere udkom spalterne i bogform. Den 28. oktober er der så premiere på filmen "Nynne". (Det måtte jo ske.) Filmen er instrueret af Jonas Elmer, der lavede "Let's Get Lost" og "Monas Verden", der opererer lidt i samme genre - den komiske hverdagsrealisme med kvinder i hovedrollerne. Chick-lit kaldes genren, og det kan oversættes med noget i retning af tøselitteratur. Det handler nemlig om tøser, lækre tøser - storbytøser i 30'erne, der forsøger at signalere, at de har styr på det hele: Mænd, mødre, mad, unger, job, svigerforældre, fedtdepoter, uønsket hårvækst, negle, garderobe, veninder og økonomi. Men ustandseligt træder de i spinaten - bliver kiksede og pinlige - og det er noget, andre kvinder gerne vil læse om. Chick-lit har ramt en (dårlig) nerve i tiden, bøgerne går som varmt brød. Dostojevski go home! De russiske stepper er yt - asfaltjunglen er in! Asfaltjunglen med tømmermænd - også de moralske. Trøsteshopping, fejlslagne dates, overtrækspsykoser, damebladsdrømme og venindesladder. Og bag det hele lurer drømmen. Drømmen om den eneste ene. Tove Ditlevsen og Lise Nørgaard Det er her-og-nu-litteratur. Men det skal man ikke være forarget over - heller ikke hvis man er professor i litteratur. Tøselitteraturen eller her-og-nu-litteraturen er nemlig et herligt eksempel på den mangfoldighed, der findes i samtidens litteratur, mener litteraturprofessor ved Syddansk Universitet Anne Marie Mai. Hun er født i 1953 og falder aldersmæssigt uden for målgruppen. Alligevel har hun med stor lyst læst "Nynnes Dagbog", som hun kalder "en skæg udfordring af sprog og tanke". - Der er formentlig ikke tale om litteratur, der går over i historien. Men der er ingen grund til at se ned på den genre, for den har sin egen charme, siger hun. - Her kan man få indblik i, hvordan en gruppe yngre kvinder lever deres liv, og hvad de tænker. Jeg tror, at de fleste kvinder - uanset alder - kan nikke genkendende til mange af de episoder, som Nynne kommer ud for. På den måde får vi delt nogle erfaringer. Men det er hverken Helen Fielding, der skrev "Bridget Jones Dagbog", eller de tre journalister fra Politiken, der har opfundet genren, fortæller Anne-Marie Mai. Den dukkede op så langt tilbage som i 1700-tallet i form af små kommentarer eller pamfletter om livet som husmor på landet eller livet som frue i byen. Dengang blev der altid smuglet en moralsk pointe ind. Det gør man mildest talt ikke i dag. Til gengæld bliver der ikke sparet på ironien: - Ironi er et karakteristisk træk hos den generation, som skriver chick-lit. Deres mødre læste Vita Andersen, som skrev indfølende bekendelseslitteratur blottet for humor. De unge skriver også en art bekendelseslitteratur, men de krydrer iagttagelserne med refleksion og selvironi, fortæller Anne-Marie Mai. Refleksion og ironi er dog heller ikke opfundet af de kvinder, der skriver chick-lit. Anne Marie Mai nævner en forfatter som Tove Ditlevsen, der i den grad havde blik for livets barokke situationer, som hun skildrede med fejende komik. Et eksempel er essaysamlingen "Min nekrolog og andre skumle tanker". Men også andre hjemlige kvindelige skribenter har trukket klovnemasken på, når de har skildret hverdagen. Det gælder især Lise Nørgaard, Jane Aamund og Eva Bendix, der i masser af avisklummer har parodieret livet i middelklassens Danmark på bedste femi-humoristiske facon. Den hvide sorg De er hamrende desperate de nulevende 30-årige storbysild, hvis man altså skal tro den nyeste tøselitteratur, og det er der noget, der tyder på, at man skal, når man ser på salgstallene. Alle går de rundt og venter på mr. Perfect, og når han så endelig dukker op - som han gør i "Nynnes Dagbog 2" i form af en lækker, intelligent og følsom børnelæge - ja, så går der ikke mange minutter, før storbysilden med de narcissistiske anlæg syer kiler i lykken. Bridget, Nynne, Rebekka, Tara, Katherine, Nina, og hvad de ellers hedder, er på én gang voksne og infantile, charmerende og urimelige. De er frigjorte - men kun på overfladen. Og de hviler i hvert fald ikke i sig selv. De tager hele tiden deres tilværelse op til revision. Deres sind flakker - de er i konstant uro. Og således svarer de meget godt til det billede, den norske psykiater Finn Skårderud tegner af det moderne, storbymenneske i sin bog "Uro - en rejse i det moderne selv", der er gået hen og blevet utallige psykiatere og psykologers opslagsværk, når de får endnu en forvirret klient på briksen: "Uroen omkring os kan blive til hurtige forandringer, som bliver til indre støj. Ydre fragmentering bliver til indre fragmentering og en helvedesmaskine af tanker og følelser, som arbejder i vildelse fireogtyve timer i døgnet. Jeg fornemmer kløe såvel i sjælen som i skelettet. Vi er grænseløse og lider under det," lyder Finn Skårderuds karakteristik. Karriere eller kernefamilie? Et af dette års store boghits er Maise Njor og Camilla Stockmanns bog "Michael Laudrups tænder", der også befinder sig i genren tøselitteratur eller chick-lit. Bogen er en korrespondance mellem de to kvinder, der begge er i trediverne. De skriver sammen igennem et år, og det er blevet til en meget personlig bog. Vi hører om pinlige drukture, anstrengende mødregrupper, barndomsminder - og måske meget centralt for nutidens unge kvinder: Angsten for ikke at slå til. Heller ikke den genre er ny. Her har Tove Ditlevsen også været på banen. Sammen med forfatterkollegaen Ester Nagel udgav hun i 1986 de to kvinders helt vidunderlige brevveksling "Husmor og Skribøse". For et par år siden debuterede Birgitte Bartholdy med romanen "Med og Uden Mænd", som man også godt kan proppe i chick-lit-genren. Også den er let tilgængelig. Her er hovedpersonen Nina også forvirret - ved ikke, om hun er til karriereliv eller til kernefamilie. Det er ikke sulten i Afrika, der optager hende, men små forviklinger med familie og omgangskreds. Sidste år debuterede Dorte Holm med romanen "I Spænd". Her har forfatteren også fokus på de såkaldte storbysild og deres trakasserier med tilværelsen. At shoppe er at leve ... I New York er de rigtig dygtige til at være ud over kanten frustrerede - de 30-årige. I hvert fald hvis man skal tro den amerikanske tøselitteratur. Slemt står det til i Sophie Kinsellas trilogi om "En Shopaholics hemmelige drømmeverden", der har journalisten Rebecca som hovedperson. Hun er kugleskør - lever og ånder for at shoppe, og hun roder både med pengesager og med kærlighed. En anden chic-lit-forfatter er amerikanske Marian Keyes, der har skrevet flere bøger i genren - blandt andet "Sushi for begyndere", "Sidste udkald" og "Engle". Man behøver dog ikke at være single for at være hovedperson i en tøsebog. Clara, som er hovedperson i India Knights "Mit liv på et fad", er ikke kun en lettere overvægtig kvinde i 30'erne, hun er også gift og har børn - men alligevel mangler der noget. Clara har fået den virus, som åbenbart huserer i masser af de 30-åriges liv - hun føler ikke, at hun slår til. Der er mange fælles temaer og karakteristika i chic-lit-litteraturen. Der reflekteres konstant. Men det er ikke krig og katastrofer - ej heller bruttonationalproduktet, de kønne hoveder beskæftiger sig med. Det er de nære ting, de nære relationer, som optager dem. Men intet er konstant i deres liv, og de falder hele tiden ud af rammen, overtræder ustandseligt deres egne regler. På overfladen er disse kvinder selvsikre og selvbevidste, men man skal ikke mange millimeter ned, før selvbilledet krakelerer. Men man skal ikke tage fejl. Deres liv er ingen tragedie. De unge kvinder manøvrerer ganske godt med al deres moderne forvirring. Der pilles navle, men Vita Andersens pincet er skiftet ud med en skovl, og tilværelsen glider ned med godt humør trods møje og besvær med mødre, chefer, veninder, unger, bankrådgivere og mænd, mænd, mænd.