Turisme

Surfere sure over havneudbygning

HANSTHOLM:En bølge af protester fra surfere over en havneudvidelse i Hanstholm får ikke medvind hos organisationen Midt-Nord Turisme. Windsurferne i deres campere sparer på pengene, og området ved Klitmøller længere mod syd er et vigtigere område for surfere, påpeger Jørgen Hansen, direktør for turistfremmeorganisationen. Fluer fra minkfarme og lugt fra svin er værre konflikter mellem erhvervslivet og turismen, mener han. - Det bliver ikke et slag mod surferne, siger Jørgen Hansen. - Og det er ikke dem, der er størst indtjening på, siger han til Ritzau. Udbygningen af havnen i Hanstholm består i en opfyldning, som strækker sig over en kilometer og rækker 130 meter ud i havet og giver plads til vindmøller. Både danske og tyske surfere frygter, at det vil ødelægge deres sted. En protest mod udvidelsen har fået 3000 underskrifter. Indsamlingen er indledt af Lars Petersen fra Klitmøller. - Det er et helt unikt sted, der er i fare for at blive ødelagt, siger han til DR Midt & Vest. En af de lokale politikere, medlem af økonomiudvalget Anders Andersen (V), blæser på underskrifterne. Han påpeger, at havnen først og fremmest er et erhvervsområde og desuden et godt område at sætte vindmøller op på. Underskrifter kan ikke ændre hans holdning, siger han til radioen. En surfervenlig modstander af havneudbygningen påpeger, at surferne også lejer sommerhuse, faktisk en fjerdedel af udlejningerne i området til en værdi af over 44 millioner kroner om året. Desuden er 75 tilflyttere i området kommet alene på grund af bølgerne, påpeger formanden for windsurferklubben Nasa, Ib Frederiksen, Klitmøller. Stranden ved Roshage giver over halvdelen af de mulige surfdage i Thy og får besøg af 25.000 windsurfere om året, skriver han i et læserbrev i Thisted Dagblad. /ritzau/