Surferen, som ville være forfatter

USA 6. september 2002 13:58

FILM "Orange County" En teenagekomedie der hurtigt bliver flad som en åbnet coke efterladt i solen. For sød, lidt fad og uden perlende brus. Historien om den sorgløse californiske surfer Shaun - spillet af Tom Hanks søn, Colin Hanks - havde givet fortjent bedre. For egentlig har den fat i et ganske eksistentielt problem, som alle på et tidspunkt stiller sig selv. Hvad skal jeg bruge mit liv til? Eller rettere, hvad vil jeg allerhelst bruge mit liv på? Shaun begynder at spekulerer over livet, efter en af surfervennerne har mødt sin sidste gigantbølge. Muligvis er der mere i livet end surfing og at få fisse. Som svaret på hans grublerier finder han en ungdomsbog begravet i sandet på stranden. Læser den og bliver betaget af bogens beskrivelse af begejstret, forvirret, men håbefuld ungdom. Hvorefter han beslutter sig for at søge ind på Stanford Universitet, hvor bogens forfatter Marcus Skinner underviser. Netop for selv at blive forfatter. Til at forløse historien har instruktøren Jake Kasdan - søn af instruktør Lawrence Kasdan - samlet et udmærket skuespillerhold, som tæller både den fraskilte rigmandsfar Bud (John Lithgow), den hvidvinsomtågede mor (Catherine O'Hara) og den John Belushi-agerende og konstant pilleædende storebror Lance (Jack Black). Og så må vi ikke glemme Shauns søde kæreste Ashley. Spillet af Schuyler Fisk - datter af Sissy Spacek. Det er en komedie, som vil andet og mere end at være letbenet, og derfor hurtigt får svært ved at finde sine egne ben. Den prøver at være hudflettende og sarkastisk, men ender i forsøget desværre for ofte i det platte og overfladiske. Det gør filmen usammenhængende. Flimrende, simpelthen, fordi der er for mange og bratte skift, mens instruktøren prøver at kombinere den typiske teenagefilm med troværdig skildring af sit persongalleri og deres problemer og forhåbninger. Men det lykkes ikke, skønt der periodisk er glimrende karakterskuespil og gode enkeltscener. Der sådan midt i filmens altdominerende sorgløse lalleunivers både er alvorlige og vedkommende. På den måde er filmen skæv og anderledes. Men det er ikke tilstrækkeligt til at redde den fra at være lidt ligegyldig. Fordi den ikke brænder igennem med sit budskab. Men til halvanden times uforpligtende popcornsguffen går den vel nok. Blot efterlader den én underligt uengageret. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Orange County". USA, 2002. Instruktør: Jake Kasdan. En time og 23 min. Tilladt f. alle. Danmarkspremiere, Bio 5, Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...