Aalborg

Susanne bader igen

Springvandet i Rotunden sat i gang

Så er der vand på. Foto: Grete Dahl

Så er der vand på. Foto: Grete Dahl

HASSERIS:Så er Susanne atter kommet i bad i Rotunden i Holberg-kvarteret i Hasseris. Efter en række genvordigheder er der kommet nye italienske mosaikstifter i bunden. Pumpe og membran er udskiftet og skulle omsider virke til alles tilfreds. Driftsplanlægger Jan Carlsen fra Park & Natur kan ånde lettet op. Han har nemlig modtaget en række mail fra beboere i området, som gerne så vand i fontænen. Rotunden begynder nu igen at tage sig ud. Der er plantet nye træer som erstatning for de mange, der faldt under januarstormen i 2005. Springvandet, Susanne i badet, er kun et af kommunens omkring 25 springvand. De fleste af dem har voldt problemer, fordi vinteren har vekslet mellem frost og tø. Det har givet frostsprængninger og utætheder rundt omkring. Bronzeskulpturen er Hasseris Kunstfonds fortjeneste. Den blev opstillet i oktober 1965 og er skabt af kunstneren V. Foersom Hegndal i Århus. Uden om er bygget et bassin, og det var Hegndals mening, at vandet skulle springe så meget, at det plaskede op omkring kroppen. Derved ville beskueren få det indtryk, at pigen kastede sig baglæns ud i et hav. Ofte har der dog været så lidt pres på vandet, at kun hendes velformede bagdel bliver våd.