Film

Susanne Bier er ikke sur på Trier

København, Onsdag /ritzau/ Instruktøren blev "ubehageligt berørt" over Triers udtalelser, men nægter at have flyttet film af den grund. Det var ikke på grund af Lars von Triers kontroversielle udtalelser under filmfestivalen i Cannes, at Susanne Bier valgte at flytte optagelserne af sin seneste film væk fra Zentropas filmby. Det oplyser hun i en pressemeddelelse. - Jeg er ikke sur på Lars von Trier og bærer på ingen måde nag til ham, erklærer Susanne Bier. - Jeg var dog ligesom mange andre ubehageligt berørt over hans udtalelser i Cannes, både de generelle, men naturligvis også de mere personlige angreb på min person, forklarer den Oscar-belønnede instruktør. Trier nævnte Susanne Bier i de kontroversielle udtalelser om jøder, nazister og Hitler, som vakte stor forargelse og fik Cannes-festivalen til at erklære ham uønsket. - Længe troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var lykkelig over at være jøde. Senere dukkede så Susanne Bier op, og så var jeg ikke så lykkelig over at være jøde. Nej, det var en joke. Undskyld, lød det fra Trier på det berygtede pressemøde. Han har siden undskyldt sine udtalelser. De seneste dage er udtalelserne igen kommet i fokus på grund af historien om, at hun skulle flytte klipningen af sin nye film "Den Skaldede Frisør" fra Filmbyen til Det Danske Filmstudie. Zentropas administrerende direktør Peter Aalbæk Jensen, der stiftede selskabet sammen Trier, gav følgende udlægning af sagen i Ekstra Bladet: - Susanne Bier trængte åbenbart til noget andet luft end her i filmbyen. Det koster selvfølgelig lidt ekstra at klippe filmen i Lyngby, men det er en regning, som jeg må æde, forklarede Aalbæk. - Det er jo prisen for det, som Lars sagde om hende i Cannes, tilføjede han. Men den udlægning afvises nu af Bier: - Jeg har brug for arbejdsro, når jeg laver film. - Jeg var derfor enig i Zentropas ledelsesbeslutning om, at jeg og mit hold ville få mere ro ved at flytte klipningen af filmen til Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor jeg flere gange tidligere har arbejdet med mine film. - Dette har fungeret fuldstændigt lydefrit, forklarer hun. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst