Susanne Larsen har mistet tilliden til politiet

Eftersøgningen af 19-årig mand møder stor kritik

DYBVAD:Sagen om den 19-årige Anders Larsen var en gåde for Frederikshavn Politi. Hvorfor var en ganske normal og ligevægtig ung mand med god familie og godt arbejde pludselig forsvundet. Og hvor var han taget hen? Svaret kom den sidste dag i november måned 1998, hvor Anders - 18 dage efter han forsvandt - blev fundet siddende i sin bil i en forladt garage ved Dybvad. Han havde taget sit eget liv. Psykologer har siden forklaret til Anders's forældre, at det desværre af og til sker, at psykiske ligevægtige mennesker med orden i tilværelsen vælger at begå selvmord, hvis et eller andet pludselig brister for dem. Og noget var bristet for Anders. Kæresten var gået fra ham, og livet blev med ét sort og uoverskueligt. Fem år efter kan Anders' mor - Susanne Larsen - fortælle om sin søn med et smil og uden at græde. Familien har været meget åben omkring Anders, der er blevet talt meget, og følelserne får ikke lov at hvile i skyggen. Men udover at skulle tackle sorgen, har der gennem de seneste fem år været noget, der gør Susanne bitter og af og til rasende. Der har bare ikke været kræfter til at tale om det - før nu. Fremmedlegionen - Det virkede som om, politiet opgav alt for let. De ville først efterlyse ham fire dage efter, han var forsvundet, og efter en uge fik vi blot at vide, at han nok var søgt ind i Fremmedlegionen. Desuden fik jeg at vide, at en mor altid er bekymret. Men Anders ringede altid hjem, hvis han blev forsinket eller overnattede et andet sted. Så jeg vidste med det samme, at der var noget galt, fortæller Susanne Larsen, der heller ikke forstår, hvorfor politiet ikke var hurtigere ude med en efterlysning af Anders i medierne. Det var pressen, der henvendte sig til os, husker hun. - At ringe til politiet var spild af tid. De havde ikke tid, ikke mandskab ikke ressourcer, fik vi hele tiden at vide. Det var som at slå panden mod en mur. Her var ingen hjælp at få. Politiet gjorde ikke brug af hjemmeværn, civilforsvar eller dykkerforeninger, hvilket undrer Susanne Larsen. - Det var vores venner, der hjalp os i eftersøgningen, ligesom vi fik stor støtte fra taxa- og lastbilchauffører, og vi udførte flere gange politiets arbejde ved at forfølge et muligt spor. På et tidspunkt tog chefen for Beredskabscenter Sæby, Reval Gade, sagen i egen hånd og mobiliserede 20 mand og 10 biler. Denne eftersøgning gav dog ikke resultat. Mareridt - Det virkede som om, at politiet slet ikke var gearet til sådan en opgave. Anders blev tilfældigt fundet af et vagtværn, der havde til opgave at efterse de nedlagte gårde i forbindelse med motorvejsbyggeriet. Hvis politiet havde kontaktet det pågældende vagtværn, var Anders blevet fundet før. Ventetiden var et mareridt. Men ikke nok med det. Familien oplevede, at de tit og ofte fik et uforskammet svar fra politifolkene, der ofte virkede, som om de manglede en god portion lærdom i psykologi. - Ikke én gang ringede de til os. Det kan da godt være, at der ikke var noget nyt i sagen, men vi havde selvfølgelig stor interesse i at få at vide, hvordan det gik. Vi måtte selv skaffe os de oplysninger, og det var heller ikke altid let. Vi var for eksempel ude for, at en vagthavende ikke anede spor om, hvad sagen egentlig drejede sig om. Alt i alt har Susanne Larsen mistede tilliden til politiets arbejde, og hun mener, at Frederikshavn Politi ikke har ressourcer nok, når der et menneske forsvinder og det helt store apparat skal sættes i gang. - Jeg håber, at der bliver lavet om på mange ting i forhold til, hvad politiet skal og hvilke ressourcer, der skal bruges, når et menneske forsvinder. Heldigvis blev Anders fundet til sidst, og vi har nu et sted, hvor vi kan besøge ham. Men det kan vi ikke takke politiet for.