Susanne og de store drenge

Modens mægtigste mænd søger råd hos skagbo med sans for pels

- Du får mig altså ikke til at fortælle anekdoter og sådan, siger Susanne Falkencrone på det nordjyske, hun ikke helt kan skjule, selv om hun snart har boet halvdelen af sit 36-årige liv andre steder end i fødebyen Skagen. Susanne Falkencrone siger ikke kun sådan, fordi hun helt åbenlyst af natur er en høflig sjæl. Tilbageholdenheden er mere end en personlig dyd, den er en økonomisk nødvendighed i det helt særegne job, hun hver dag udøver her på en elegant istandsat lystgård en halv times kørsel nord for København. - De har et fristed her. Her skal de vide, der ikke tales om dem. Det er et refugium for dem. For dem alle sammen, forklarer hun om Saga Design Centre, hvor hun som uddannet buntmagersyerske nu i godt tre år har arbejdet som produktudvikler. Dem, hun taler om, er klodens mest feterede modedesignere. De høje herrer og damer fra Paris, London, Milano. Jean Paul Gaultier, Giorgio Armani, Louis Vuitons team, Diors folk, Fendis... De kommer her alle sammen på besøg for at lære alt om, hvordan og til hvad, mink og ræv kan bruges. De er kommet tiere og tiere de seneste år. For pels er hot. Som små capes, som kanter på kjoler og frakker. På tasker og trøjer, tshirts og jakker. De kommer selv eller de sender andre på et niveau højt nok til, at de kan beslutte, hvilke ideer de skal bruge deres kostbare timer på at arbejde videre mere enten her på gården eller hjemme i modehusene. Susanne Falkencrone og hendes kolleger skaber prototyper - enten alene eller i samarbejde med designerne. Prototyper, der måneder senere bliver til tøj båret frem på catwalks i modens mekkaer eller på forsiden af de blade, der betyder noget. - Jeg bliver ikke benovet. Vi arbejder jo – og jo dygtigere, designerne er, jo mere ned på jorden er de, fortæller Susanne Falkencrone, omgivet af sine redskaber: Buntmagerkniven med det overskårne barberblad, sølvstiften - kuglepennen med sølvfarve til både lyse og mørke skind, strækketræet, rulletræet, pincetten med den ekstra spids til at holde pelsens hår nede, når stykkerne sys sammen. Værktøj, der har set sådan ud altid. Stort set. Ternet mink Modefolk og Sagafolk mødes om håndværket. Om skindets muligheder. De mødes om skind som et arbejdsvilligt materiale, der kan farves i alverdens farver, tones, males på, farves i lag – som sølvræven, hvis dækhår kun er hvide midtpå. På det høje arbejdsbord ligger skind kind mod kind. Mink syet i tern, med roser på ryggen, med logoer af hvid mink inde i den mørkeste mørke mink. Her ligger mink-strimlerne syet på ribbet stof, der kan strække sig og syet på chiffon, så let, at pelsen kan flyve. Her ligger mink med bagsiden beklædt med glimmer, krokodille eller nappa. Her er mink syet sammen med ræv. Og ræv syet sammen med striber af fjer. - Mulighederne er uendelige. Derfor er det så afgørende, at man ved, hvad man vil, fortæller produktudviklingschef Per Reinkilde. Det var ham, der for tre år siden ringede til Susanne Falkencrone om jobbet. Da var hun hos A. C. Model, men "hun har den kærlighed til skindene," som ifølge ham er sjælden, men "helt uundværlig" på centret. Hun vedstår gerne, at hun har et særligt forhold til pelsene, der får hende til at trodse bekendtes kommentarer om både snobberi og de stakkels dyr. - Jeg spørger bare, om ikke også de går i sko? Og pels er smukt. Jeg troede, jeg skulle være syerske, men da jeg kom tæt på pelsen, var jeg solgt, erindrer hun om beslutningen truffet som 16-årig. Hun og Per Reinkilde kendte hinanden fra hendes læretid hos AC Bang, hvor hun siden blev ansat men måtte holde, da krisen for alvor ramte pelsbranchen i 1989. Syv år senere åbnedes branchen langsomt igen. Hun kom til AC Bang igen og så A.C. Model. Foran moden Men da Per Reinkilde ringede, var hun ikke i tvivl. - Heroppe får jeg lov at arbejde med alle designerne. Jeg får lov at lege med skindene. Prøve mulighederne af, fortæller Susanne Falkencrone, der bliver forlegen, da hun bliver bedt om at svare på, hvordan hun og kollegerne kan holde sig fire sæsoner foran dagens mode for at kunne matche designerne og deres krav om sparring. - Vi bruger da modebladene, selv om de jo er bagud, men moden går i ring. Vi tager til messer, og vi lærer utroligt meget af de studerende, der også kommer herop på ophold. Og så er vi rigtig gode til at ping-ponge med hinanden, fortæller Susanne Falkencrone. Hendes kollega, buntmager Hanne Andersen står et par meter til venstre for hende langs det længste af de høje arbejdsborde i lyst træ. Hun nikker. - Vi er gode til at hente inspiration sammen, til at finde den andre steder – brostenene udenfor for eksempel. Sådan et mønster kan man også skære skind i. Eller et smukt gammelt bånd, fortæller Hanne Andersen. De to henter kreativiteten ud af det håndværk, de kan. Deres egen stil har de, men det er ikke den, de trækker på. Det er deres stolthed over at bruge hænderne rigtigt, der giver glæde og liv til skind og til designerne, der lever her nogle dage i værelserne med udsigt over parken og et rislende springvand ud for spisestuen. - Man kan godt blive stresset i de rolige omgivelser, fastholder Susanne Falkencrone. Men presset er for det meste positivt. Bliver det for tungt, går hun en tur i parken. De gode ideer formes ikke færdige, hvis ikke de får ro. Og hvis ikke de er fagligt funderede. Som Susanne Falkencrone er det. Som hendes mor og far. Vibeke, der syede, da børnene var små, og Bjarne, der er tømrer/snedker. Hun har håndværksglæden med hjemmefra, ligeså glæden ved lyset, naturen. - Det er ikke sådan, at jeg kan sige det og det har inspireret mig til lige den måde at sy de skind sammen på. Men jeg går med digitalkameraet, når jeg er hjemme i Skagen. Tager billeder ved havnen, på stranden og i skovene. Dem stykker jeg sammen og bruger, især farverne. Solnedgangene ved Gl. Skagen har jeg mange billeder af, griner hun og tilføjer: - Men jeg klapper ikke solen ned, selv om min søster synes, jeg nu er halvt københavner.