Kystsikring

Sussi & Leo vil åbne bar på stranden

Den populære duo har søgt om tilladelse til en bar under palmerne

FREDERIKSHAVN:Sussi & Leo var med til at åbne palmestranden på Nordstrand og næste sommer drømmer den populære duo om at åbne en bar på den velbesøgte badestrand. - Vi synes, det er en rigtig god idé med palmestranden. Det har fået folk til at spærre øjnene op. Der kommer mange mennesker og så fik vi den idé at lave en bar på arealet mellem klitterne og beachvolleybanen, fortæller Leo. Sussi & Leo har sendt en ansøgning til kommunen - og har fundet ud af, at der er forbavsende mange ting, der skal undersøges, inden tilladelsen er i hus: Hvad siger naboerne? Hvad siger de øvrige forretningsdrivende i området? Hvad mener brugerne og de forskellige myndigheder? Og går det an at blande badning og udskænkning af alkohol? - Idéen er på tegnebrættet og selvfølgelig skal der være orden i sagerne. Det kan godt være, at det kun skal være læskedrikke, men lad os nu se, siger Leo. Følsomt emne Sagen skal behandles i teknisk udvalg på onsdag. Udvalgsformand Jens Hedegaard Kristensen (CD) mener som udgangspunkt, at det vil være en farlig cocktail at blande udskænkning af spiritus med de øvrige aktiviteter, der foregår på stranden. - Det er et følsomt emne. I år fik vi en kanonstart på de nye tiltag på Nordstrand. Den succes skal vi bibeholde og udvikle, men Nordstrand skal ikke være et mini-Løkken med pubcrawl og lignende. Hedegaard understreger, at emnet ikke er sagsbehandlet. - Vi respekterer selvfølgelig de bevillinger, der er i restauranten på Rønnerhavnen og på campingpladsen, og jeg kunne godt forestille mig, at der i sommermånederne kunne være en bod på selve stranden med salg af is og sodavand og måske farvestrålende softdrinks. Men der er mange hensyn, som vi skal undersøge, herunder om det vil være konkurrenceforvridning i forhold til ishuset på Nordstrand, siger Hedegaard. Johnny og Elvin Frandsen, der driver ishuset på Nordstrand, skriver i deres svar til kommunen, at de mener, det er en dårlig idé. Udskænkning af øl og spiritus på stranden vil let kunne føre til hærværk og ødelægge det fristed, Nordstrand er i dag for folk i alle aldre.