Udland

Suu Kyi: Myanmar på vej mod forsoning

Lørdag kan demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi i Oslo med 21 års forsinkelse endelig takke for Nobelprisen.

Suu Kyi: Myanmar på vej mod forsoning

Demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi siger, at hendes land Myanmar, der også er kendt som Burma, står ved begyndelsen af en vej mod national forsoning.

Aung San Suu Kyi ankom fredag til Norge, hvor hun skal være i tre dage og blandt andet med næsten 21 års forsinkelse takke for tildelingen af Nobels fredspris og holde den tale, hun ikke kunne komme til Oslo og holde i 1991.

Efter mange års husarrest og isolation har Suu Kyi fået en begejstret modtagelse ved begyndelsen på hendes rundrejse i Europa.

Ved ankomsten i Oslo blev hun modtaget med blomster og musik. Hundredvis af burmesere var mødt op til den historiske begivenhed.

- Jeg takker det norske folk og alle andre, der har hjulpet os på denne meget vanskelige vej, siger Suu Kyi ved en pressekonference sammen med Norges statsminister Jens Stoltenberg.

- Vi er på ingen måder ved vejs ende. Vi er lige begyndt. Der vil være mange forhindringer på vejen, men vi må overvinde dem i forsoningens ånd, siger Aung San Suu Kyi

Europa-rejsen er Suu Kyis første, siden militærstyret i hendes hjemland første gang satte hende i husarrest i 1988.

Først nu vover hun sig uden for Myanmar med tiltro til, at hun kan få lov til at vende tilbage. Det ses som endnu et tegn på, at hun har tillid til, at den reformproces, der er indledt i Myanmar, vil fortsætte.

I lufthavnen uden for Oslo blev fredsprisvinderen blandt andet modtaget af Nobelkomitéens formand, Thorbjørn Jagland.

Derefter tog hun videre til møde med den norske statsminister, Jens Stoltenberg.

Nobeltalen holder Aung San Suu Kyi lørdag på rådhuset i Oslo.

Selve prisen og diplomet blev overrakt til hendes sønner og nu afdøde mand i 1991.

/ritzau/