Suveræn Santana

1. november 2002 07:00

CD POP Santana: "Shaman" Respekt! For en gennemført veteran som den 55-årige guitarguru Carlos Santana, som tilsyneladende uden det helt store besvær følger op på sin karrieres største succes, "Supernatural" fra 1999, som ikke alene er blevet solgt i over 25 millioner eksemplarer, men som også er blevet overdænget med hele ni amerikanske Grammy'er, blandt andet årets album og bedste rockalbum. Og hvorfor ændre nævneværdigt på en formel, der i den grad har vist sig at rykke rent igennem? Så "Shaman" tordner videre stort set i samme spor som "Supernatural". Med om muligt endnu bedre melodier end sidst, først og fremmest den fødte verdenshærger "The Game of Love" ("A Little Bit of This, A Little Bit of That"), sunget af Michelle Branch, endnu inden man har nået at sunde sig oven på et frontalangreb af et åbningsnummer, afrikanske Angelique Kidjos forrygende "Adouma" (oprindeligt fra hendes album "Ayé"), her som alle mulige andre steder former og farvet af Santanas præcise, potente og pragtfulde guitarspil. I løbet af de hele fem kvarter, "Shaman" er om at komme igennem sine 16 meget forskellige numre, er Santana godt rundt i alle hjørner af sit udtryk, fra det stormfulde til det stille og inderlige, hele tiden præget af den meget markante guitar. Og så er det en fornøjelse af høre stjernerne afløse hinanden: Seal i "You Are My Kind", herligt hæse Macy Gray i hendes egen "Amoré (Sexo)" og så videre frem til Placido Domingo i "Novus". Ryd bare endnu en væg og resten af kaminhylden, Santana - der skal være plads til endnu flere guld- og platinplader. Og endnu flere Grammy'er! Ove Nørhaveove.noerhave@nordjyske.dk Santana: "Shaman" Arista/BMG

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...