Suveræn sejr på halvt blus

AALBORG: Travlhed med studiet til landinspektør er gået ud over træningen for Aalborg Atletik & Motions bedste kaster, Torben Wolf, men formen var rigelkig god til en suveræn sejr i spydkast i første runde af Elitedivisionens vestkreds i går i Skovdalen. Med 66,32 meter var den 25-årige allroundkaster næsten fire meter fra sin personlige rekord - men hele 14 meter bedre end nærmeste konkurrent! - Jeg er i gang med mit afgangsprojekt på universitetet, så atletikmæssigt foregår foråret på halvt blus, erkendte Torben Wolf, der også var tillagt en sejrschance i hammerkast, men her nøjedes med tredjepladsen. Værtsklubben fik dog endnu en disciplinsejr. Det skete i 4x400 meter stafet, som kvartetten Mathias Sørensen, Kasper Brinkmann, Jakob Riis og Jesper Laursen tilbagelagde på 3.29,26 min. Jakob Riis, der kun er 18 år, understregede sine evner på den individuelle 400 meter, hvor han længe lå i vinderposition, men blev henvist til andenpladsen i personlig rekord 49,82 min. Holdmæssigt sejrede Århus 1900 med 107 point foran Odense med 80 og Aalborg med 77. Disse tre hold snupper givet de tre billetter til finalestævnet i september, selv om der resterer endnu en indledende runde i Odense om tre uger. De tre øvrige hold i vestkredsen var i går langt efter toptrioen, idet Holstebro scorede 51 point, Esbjerg og Skive hver 50. - Vi er ret sikre på en finaleplads og kan her blive forstærket af blandt andre Olau Thomassen, der opholder sig i England, fortalte dagens travleste mand i Skovdalen, Mathias Sørensen, der udover sit bidrag til sejren i stafetløbet opnåede andenpladser i både 400 meter hæk og trespring samt virkede som holdleder. abel