Suveræn skotsk folkemusik

Musik 24. september 2002 08:00

HJØRRING: Siger man Skagen Festival, siger man lige så naturligt skotske The McCalmans. Men denne gang gælder det helt exceptionelt Hjørring, for Musikforeningen "I Morgen Er Det Jul, Mor" har formået at få selve ambassadørerne for den traditionelle skotske folkemusik til byen ved en koncert på Sysseltinget onsdag aften 2. oktober. Som noget meget kendetegnende for The McCalmans er det ofte blevet sagt, at de leverer varen - hver gang. De er musikalske som få, og som deres varemærke har de en suveræn tre-stemmig harmonisang med og uden instrumenter. Trioen har nu turneret i mere end 35 år, idet McCalmans for første gang gæstede Danmark tilbage i 1966. Men stadig finder man Ian McCalmans lune og morsomme introduktioner til numrene, hvor aktuelle begivenheder altid får et ord med på vejen - ind imellem suppleret med et par danske gloser, så man næsten tænker på Hausgaard og De Gyldne Løver. Ved koncerten i Hjørring møder man McCalmans i en rimelig ny konstellation, idet det mangeårige medlem Derek Moffat desværre døde sidste år. Istedet er Stephen Quigg trådt til, hvor man naturligvis også finder Nick Keir. Quigg har i årevis fulgt trioen, og det var da også Moffat selv, der udpegede Stephen Quigg som nyt medlem før sin død. Musikforeningen "I Morgen Er Det Jul, Mor" tager sit udspring fra den uhøjtidelige loge af samme navn, hvor stifterne alle har rødder i det, de kalder "det gamle Sysselting". Og nu mener foreningen, at Hjørring igen har brug for noget mere god musik for den aldersklasse, som medlemmerne selv befinder sig i, nemlig musik for de 30 til 50-årige, sådan cirka. Forsalget er begyndt, og billetterne, der koster 80 kr., kan købes i Pladehuset i Østergade i Hjørring. NORDJYSKE har i samarbejde med musikforeningen arrangeret en lille konkurrence, hvor 1. præmien er to billetter til koncerten. Derudover er 2. og 3. præmien et eksemplar af McCalmans cd Where the Sky Meets the See, der er udgivet i år. For at deltage skal man udfylde konkurrencekuponen, der findes andetsteds på denne side. Vi skal have kuponen i hænde senest på torsdag kl. 12.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...