Svækket Merkel fastholder kurs

CDU-kansleren vil ikke ændre sin hidtidige strategi

EMNER 1. september 2009 06:00

KØBENHAVN: Angela Merkel svæver over vandene og smiler mildt fra valgplakaterne med budskabet "Vi har styrken". Tysklands forbundskansler har hidtil satset på, at hendes store popularitet vil få tyskerne til at genvælge hende ved forbundsdagsvalget 27. september. Men mindre end fire uger før valget kræver flere af hendes kristeligt demokratiske partifæller nu, at Merkel træder i karakter og går i offensiven. CDU fik nemlig søndag en ordentlig lussing af vælgerne ved delstatsvalgene i Saarland og Thüringen, hvor partiet mistede det absolutte flertal og også risikerer at tabe regeringsmagten. Selv om partiet fortsat er det største parti i begge delstater og samtidig vandt stort i Sachsen, betegner flere fremtrædende kristelige demokrater som Hessens ministerpræsident, Roland Koch, weekendens valg som en øjenåbner. Baden-Württembergs ministerpræsident, Günter Oettinger, advarer om, at CDU ikke kan komme sovende til sejren i forbundsdagsvalget, mens lederen af partiets erhvervsfløj, Josef Schlarmann, klandrer sin partiformand for at føre en valgkamp uden klar profil. Men Merkel nægter at skifte kurs. På mandagens CDU-hovedbestyrelsesmøde i Berlin fik hun lagt låg på den interne kritik. - Vi var fuldstændig enige om, at vi overhovedet ikke behøver ændre noget ved strategien, siger Merkel, der hidtil har holdt sig ude af politiske slagsmål i valgkampen. Hun satser fortsat på at vinde valget og danne regering med det liberale FDP, da sådan et samarbejde i hendes øjne kan sikre økonomisk vækst og stabilitet. CDU-formanden vil fortsat fokusere på bekæmpelsen af den økonomiske krise i valgkampen - dog med mere fokus på social retfærdighed, som hun erkender, at vælgerne går meget op i i disse krisetider. Men det betyder ikke, at hun nu vil gå til angreb på sin rival, den socialdemokratiske kanslerkandidat og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, som vejrer morgenluft efter søndagens valg. Merkels regeringspartner SPD halter over 10 procentpoint efter CDU i meningsmålingerne, og ifølge partiformand Franz Müntefering går SPD nu efter at sætte sig på ministerpræsidentposten i Saarland og Thüringen til trods for, at socialdemokraterne her kun blev henholdsvis det andet- og tredjestørste parti. Risikabel kurs I begge delstater kan den første koalition mellem SPD, De Grønne og venstrepartiet Die Linke se dagens lys, og Müntefering udelukker fortsat et samarbejde med venstrepartiet på forbundsplan. Noget, de kristelige demokrater ellers advarer om. Die Linke består blandt andet af tidligere østtyske kommunister, men Merkel vil altså ikke genoplive tidligere tiders skræmmekampagner. - Jeg vil ikke tænke i blokke, men bejle til folk. Derfor vil jeg heller ikke blive mere aggressiv, men fremføre argumenter, siger hun. Politilogen Gerd Langguth, der har skrevet flere bøger om Merkel, advarer om, at kanslerens kurs er risikabel og henviser til, at CDU har tabt stemmer ved 13 ud af 14 delstatsvalg, siden den store koalition kom til magten i Berlin i 2005. Hun siger, at valgkampen blandt andet har været så blodfattig, fordi hverken Merkel eller Steinmeier strutter af politisk temperament. Andre valgforskere peger på, at en tredjedel af vælgerne endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på 27. september, og at der er en reel risiko for, at CDU og FDP ikke får flertal. Så Merkel bliver nødt til at holde sig på god fod med SPD for ikke at smække døren i for en ny stor koalition. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...