Sværdfilm med lip gloss

"Immortals"

Theseus (Henry Cavill) er helten, som er blevet kamptrænet af selveste guden Zeus, uden at han selv ved det.
Film 1. december 2011 10:15

Her er dømt drengerøvsfilm på den overlækre måde. En opdateret sværd-og-sandal-film med masser af mere eller mindre velfungerende computeranimationer, billedbladssmuk helt og heltinde og selvfølgelig en grusom ond modstander. Den magtliderlige kong Hyperion (Mickey Rourke) har erklæret krig mod de stolte hellenere her i år 1278 f. Kristus, og han skyr ikke noget middel for at få fat i den sagnomspundne Epiros bue. Tortur, lemlæstelse eller en tur i metaltyren med kogebål under hører til blandt hans foretrukne virkemidler, når han skal have tilfangetagne fjender til at fortælle, hvor han kan finde oraklet Fædra (Frieda Pinto). Hun ved nemlig, hvor buen gemmer sig, men har indtil videre haft held til at undslippe Hyperion. Oppe i deres Olympen-himmel er guderne selvfølgelig bekymret over den gale konges forsøg på at erobre verdensherredømmet, men selveste Zeus (Luke Evans) har forbudt dem at komme menneskeheden til hjælp. I al hemmelighed har Zeus dog forklædt som gammel mand trænet Theseus (Henry Cavill), så denne nu, når han først bliver optændt af retfærdig harme, er en endog særdeles effektiv og skånselsløs dræbermaskine. Hyperions soldater får held til at fange den underskønne Fædra. Det lykkes hende at undslippe blandt andet med hjælp fra Theseus, men snart er Hyperion igen på sporet af dem. Det er en sjov forvrøvlet historie, der blander græsk mytologi med et blodigt computerspils-ligegyldighed over for at dræbe en hulens masse mennesker. Volden og dødspinslerne er udpenslet med en lækker detaljerethed, slowmotion og smukt sprøjtende banesår, så det ofte er lige på kanten af kvalmegrænsen. Skuespil er der ikke gjort meget plads til. Mickey Rourke er udset til at spille ondskaben selv, og han er da rigtig god til at finde på nye afskyelige torturmetoder, men han virker på en eller anden måde ikke helt troværdigt på sit drævende amerikansk. Henry Cavill er såmænd rent kropsligt en meget nydelige og muskuløs helt, men igen virker det, som om han ufrivilligt er strandet i et computerspil og ikke får plads til at folde sin karakter ud. Overfor ham er Frieda Pinto - hende den ualmindelig nydelige inderpige fra Slumdog Millionaire - vist det første orakel, der bruger smukt glinsende lip gloss. Og uanset hvilke strabadser og uhyrligheder hun bliver udsat for, så sidder makeup og hår, så du må tro, at hun lige har forladt en frisørsalon. Det er egentlig en ligegyldig vrøvlehistorie, som vi her bliver præsenteret for. Den vil så frygteligt gerne være episk, historisk actionfilm, men strander i sin egen billedbladssmukke uvirkelighed. Selvfølgelig får den med sværd og spyd og blodsprøjt ud over det hele i det sidste afgørende slag, men det er en film, hvor du hele tiden sidder og roder efter en controller på biografsædet ved siden af dig. For egentlig er "Immortals" mest et gigantisk oppustet, filmet computerspil. Blot med den ulempe, at du ikke selv kan gribe aktivt ind med kvæst, mos og myrd. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Immortals" USA; 2011. Instr.:Tarsem Singh. En time, 50 min. Till. O. 15 år. Danmarkspremiere, bl.a. Aalborg, Frederikshavn, Hadsund og Thisted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...